ter'razzo (af latin terra, jord); gulvbelægning af
marmorskærver i kalkmørtel eller cement, afslebet efter hærdningen. Terrazzo er en gulvbelægning bestående af forskelligfarvede marmorskærver, der er lagt i cement eller kalkmørtel. Når bindemidlet er hærdet, slibes gulvet af, så overfladen bliver ganske glat. Terrazzo kan udføres med en tilfældig blanding af skærverne, men også lægges med mosaikmønster. Har været brugt længe i det sydlige udland, men er først sent kommet til Danmark - antagelig ikke førend forrige århundrede.