Tinterrin, skævknækket, mestermærker C. W. Holsten medio 1700-tallet
Hvidt, blødt og ikke særlig kostbart metal, fra forhistorisk tid brugt både til fremstilling af bronze og en lang række dagligdags brugsgenstande, derfor også kaldt den lille mands sølv. Kun lidt tin fra de ældste tider er bevaret, da det lettere end andre metaller går til grunde. Man skal op i 1200-1300-tallet (Londons kandestaberlaug er fra 1348), før der forekommer bevarede tingenstande, stemplet med mester- og bymærker. Tinnets storhedstid ligger fra 1500- til midten af 1700-tallet. Det er først og fremmest service, der fremstilledes, ofte med graveringer og følgende de forskellige stilarter (til hen imod 1800-tallets slutning). I senbarokken og rokokoen indtager sølvet tinnets plads, og for mange tings vedkommende afløses det af glas, fajance og porcelæn. Fra slutningen af 1300-tallet fandtes kandestøbere i mange danske byer. 1685 stadfæstedes kvalitets- og produktionsmærkning i laugsartiklerne for bl.a. at hindre for stor iblanding at bly, der vel gør tingene tungere og mørkere, men også kvaliteten ringere. Udenlandsk tin uden bly kaldes stadig fin- eller ædeltin, med bly: mærketin. I Danmark skelnes mellem tre kvaliteter: engelsk tin (122 dele tin til 26 dele kobber), stemplet dels med en engel, dels med en kronet rose, indrammende byvåbnet samt mesternavnet og året for mesterens optagelse i lauget, kronetin (kun byvåbnet, kronet af et kløverblad med mestenavn og årstal) og manggods.
Pibekande af tin, efterligner bødkerarbejde. 1700-tallet (Koldinghus)
Alle disse mærker blev i sin tid støbt på laugsplader og mesternavnene indregistreret, så skønsmændene kunne konstatere, hvem der havde lavet dårlige kvaliteter. Desværre er mange plader og registre forsvundet, så det er umuligt at sige noget om fremstillingsåret på mange ting. En undtagelse danner svensk tin, der er mærket med årsbogstaver fra 1694-1912. Med hensyn til tallerkener har man tommelfingerreglen, at jo mindre bunden og jo bredere randen er, des højere er alderen. Gamle tintallerkener kan ofte være mærket med ejermærker, en forsigtighedsregel ved udlån til venner og bekendte. Endvidere er mange gamle mærker blevet brugt gennem generationer. Det er derfor svært at bestemme tins alder og oprindelse efter mærkerne alene. Der er bogstavelig talt ikke den brugsting, der ikke er blevet lavet i tin. ?For gud og en kandestøber er intet umuligt?, hed det i et gammelt ordsprog.
Tin er blødt, lyst metal, hvis glans minder om sølv. Har meget lavt smeltepunkt (232ºC.). Var kendt allerede i oldtiden og indgår sammen med kobber i legeringen bronze. I middelalderen anvendtes tin i vid udstrækning til fremstilling af service. T. efterlignede og erstattede i mange tilfælde sølvtøj.
Har været brugt siden oldtiden, hvor man dog så vidt vides ikke brugte det rent. Såvel mesopotamerne som kineserne anvendte det i bronze - ca. 10 pct. til ca. 90 pct. kobber.
Det er sandsynligt, at romerne var de første, som brugte tin rent til forskellige kar, og man har ligeledes fra den romerske oldtid fundet bronzekar med indvendig fortinning.
I ren tilstand og poleret er tin et materiale, der minder ikke så lidt om sølv. Dets smeltepunkt er lavt, kun 231,5 grader. På trods heraf træffer man undertiden på kogekar og vandkedler af t., og de har fungeret udmærket, fordi vandet, selvom det koger, holder temperaturen nede. T. er intet synderlig sejt materiale, det er derimod smidigt, og dets maksimale smidighed opnås ved ca. 100 grader. Man bør derfor iagttage den største forsigtighed, hvis man udkoger tintøj med soda, det bliver nemlig under kogningen så blødt, at det ved den mindste påvirkning får buler. - I det hele taget bør man afstå fra at bruge metoden, da urenheder i metallet kan opløses, så overfladen kommer til at fremstå grimt arret.
Der kendes ikke meget til t. fra den sene oldtid og den tidligste middelalder. Antagelig har man i beskedent omfang arbejdet videre med det i Italien. I 1200-tallet støbes der tintøj i Tyskland, og materialet vinder snart stor udbredelse, i begyndelsen mest til kirkelige genstande såsom kander, kalke og diske, konger og adelige får imidlertid også interesse for dette metal, og det optræder i bordkander, fade, skåle etc. Fra dansk område er den ældst kendte tinting en alterkalk, som man har fundet i en gejstlig grav i Roskilde domkirke, den er dateret til 1200-tallet.
Tudekande af tin med højt ansat tud. 1700-tallet (Privateje).
I oldtiden var det engelsk tin, man brugte i Europa; det kom fra Devon og fra store lejer i Cornwall. Romerne hentede det hjem herfra. I slutningen af middelalderen kommer B6hmen og Sachsen også ind i billedet, men selvom forekomsterne er nogenlunde store, kan de dog langtfra dække efterspørgslen, og man begynder at søge efter t. forsyninger fra andre verdensdele. Allerede i 1500-tallet når det første tin fra Malakka til Europa, og i 1700-tallet dækkedes det europæiske tinforbrug i høj grad af oversøisk materiale.
Endnu i 1400-tallet er t. mest forbeholdt kirke og højerestand, men i renæssancen går man begge steder mere ind for sølv, og t. bliver i højere grad borgerskabets eje.
I middelalderen er tintøjet meget enkelt f.eks. kan hank, lågknop og standknopper være figur støbte, men ellers er graveringer eneste dekor. I renæssancen forbedres støbeteknikken, og i Frankrig lagde man ud med nogle særdeles elegante støbte fade og kander med reliefdekorer. Tyskerne fulgte snart efter, og selv i Danmark forsøgte man at følge med. Det blev dog her kun til kopier af tyske og franske varer, og de røber sig bl.a. ved, at godset er både blødere og tykkere.
T. har den egenskab, at det knirker, hvis man brækker på det, hvilket skyldes strukturen hos de krystaller, som det er bygget op af - de griber ind i hinanden. Jo mere opblandet med bly tinnet bliver, des svagere knirker det, og ved et blyindhold på ea. 50 pet. forsvinder knirkningen helt. Det gavner tinnets støbelighed med et indhold af bly, og hertil kommer, at t. altid har været et langt dyrere materiale. Det er derfor klart, at der er bly i næsten alt tintøj. Det kedelige ved sagen er blot, at bly er giftigt, og såfremt blyindholdet derfor er for stort, er det meget risikabelt at bruge tintøj i forbindelse med fødevarer.
Det bedste t. var det franske »klang-tin«, (etain sonnant), som i stedet for bly indeholder 20 pet. kobber. Det fremstilledes gennem flere smeltninger og var - som navnet antyder - klangfuldt samt hårdt. Det skulle mærkes på genstandens bagside, hvorimod alt tintøj med bly som legeringsmiddel mærkedes på forsiden. Mærket for klangtin kunne være et F eller X evt. med en krone over.
Den bedste t. legering med bly kaldes »engelsk tin«. Her er der 1 del bly til 15 dele t.
Det kaldes også »godt tin«, eftersom det uden risiko kan anvendes i forbindelse med fødemidler. Engelsk t. er meget lettere end produkterne med større blyindhold, og det antager ved polering en sølv hvid lød, som det beholder længe. Det har to mærker, det ene er en engel, det andet en kronet rose indrammende et byvåben. Begge mærker er forsynet med navnet på mesteren, som har forfærdiget stykket. Sammen med mesterens navn skal stå det årstal, hvor han optoges i lauget. Det vil igen sige, at man ikke af årstallet kan aflæse stykkets nøjagtige alder, højst det år, hvor det tidligst kan være blevet til. - I Danmark blev denne stempling lovbefalet i 1685.
Den anden legering er »kronetin«, der består af t. og bly i forholdet 6-1. Det kaldes også kandestøbermetal og har foruden til husgeråd været benyttet til f.eks. orgelpiber. Man kan nok sige, at blyindholdet er i overkanten, til at man i hvert fald bør lade madvarer stå ret længe i genstande af kronetin. Som stempel bærer det et byvåben kronet af et kløverblad, hvori mesterens navn samt årstallet for hans optagelse i lauget er anført.
Det ringeste danske tintøj var »manggodset«, som skulle være stemplet to gange med mesterens mærke. Manggodset har t. og bly i forholdet 4 til 1. Det er absolut uegnet til ting, der kommer i forbindelse med mad.
Der forekommer også mange genstande, hvor man har taget halvt t. tillige så meget bly, det forekommer bl.a. ofte i moderne kopier og forfalskninger. Det er sortagtigt, tungt og har en ligesom fedtet overflade, og får man endelig pudset det op til glansfuldhed, holder denne glans kun kort. Da disse genstande desværre i forfalsknings-øjemed ofte bærer bedre legeringers stempel, kan ukyndige komme for skade at bruge dem til mad - det er livsfarligt.
T. skrumper meget lidt ved afkøling og er derfor et taknemmeligt materiale at støbe, det er dertil så medgørligt, at det lægger sig ganske tæt om selv de fineste detaljer i en form, hvilket medfører, at man kan støbe en dekor, der i tinnet fremtræder næsten som var den graveret.
Ofte har man drejet de støbte produkter for at give dem en smuk jævn overflade, og ved siden af støbte dekorer kan der være graveret våben, bomærker, navnetræk, årstal etc. i tintøjet. Det sidste skriver sig fra, at man ofte lånte tintøj hos hinanden, når der skulle være fest, og det var jo nok så godt at få sit eget tilbage igen efter brugen.
Man har en sjælden gang ophamret tin i facon, det kaldes da slået tin, det er imidlertid ret sjældent, man løber på det, og egentlige drevne dekorer ses så at sige aldrig. Som nævnt var t. nok smidigt, men ikke synderlig elastisk og egnede sig derfor ikke vel til denne form for dekorering.
Hos borgerskabet havde t. den bedste periode inden rokokoen satte ind, det erstattedes derefter af det mere elegante porcelæn eller fajance. Hos bønderne derimod forblev t. det foretrukne materiale til fornemme servicer til op i forrige århundrede.
Tinlysestage. barok (Curt Berndorff).
Allerede i middelalderen brugte man stundom at lakere og bemale tinting, og i barok, rokoko og klassicistisk tid var især hollænderne eksperter i at lakere tinsager - ofte med pseudokinesisk dekorering.
Under l'art nouveau-epoken fik t. en renæssance, bl.a. var varer med en let hamret overflade populære.