Tindyremønter udviklede sig til betalingsmidler i Perak og
Selangor på Malacca-halvøen i 1700-tallet. Oprindelsen til denne form for
tindyremønter var stærkt påvirket af folklore og magi. For at formilde ånderne
støbte den traditionelle medicinmand (Pawang), som dermed blev en slags
uofficiel møntmester, tinbarrer med form som forskellige dyr og insekter, der
kunne ofres til ånderne. Både de malaysiske og kinesiske tinminer ansatte pawangs
for at overvåge smeltningen af tin i harmoni med de lokale ånder og dæmoner.
Traditionelt blev det første metal fra en nylig åbnet mine
smeltet og støbt til et par skålformede barrer, som ofte bar et mantra eller en
magisk bøn. Som årene gik, fik disse skålformede barrer hoved og forben,
hvilket gav dem lighed med en skildpadde. Lidt efter lidt kom andre dyreformer
til. Deres udbredte brug førte til, at de blev accepterede som form for
betalingsmiddel af begrænset omfang i Perak og Selangor, ja selv i Negri
Sembilan og i grænse områderne til de andre Malaya-stater.
Tindyremønter (gambar) findes i følgende former: Skildpadde
(Kura-Kura), elefant (Gajah), krokodille (Buaya), hane (Ayam), græshoppe
(Belalang), fisk (Ikan) og ged (Kambing). De har ingen bestemt størrelse eller
vægt og er ikke sat i forhold til tinhatte-mønterne. De må derfor betragtes som
kreditmønter, dvs. at de havde en højere værdi end den indre værdi af tinnet i
dem. Hvor længe de har været anvendt, vides ikke, men Temple angiver værdien af
en tinkrokodille-barre som værende lig 2½ Straits Settlements cent så sent som 1904.
– se Hanemønter.
Lit: R.C.
Temple: Obsolete Tin Currency and Money of the Federated Malaya States, Indian
Antiquary, Bombay 1914; S. Singh: The Coins of Malaysia, Singapore and Brunei
1400-1986, Kuala Lumpur 1986 (god bibliografi); D. & J. Gear: Earth to
Heaven, Harrow 1991 s.267-271.
..