Dansk rokoko toiletbord eller konsolbord. ca. 1750
I virkeligheden en fællesbetegnelse for en række forskellige bordtyper, som man har siddet ved, når man skulle sminke sig, sætte hår, rette på parykken og pudre samme. Man har brugt borde i forskønnelsens tjeneste siden oldtiden, men specielle typer udvikles næppe førend i anden halvdel af 1600-tallet, og almindelige bliver t. ikke førend ind i 1700-tallet. Det normale er, at disse borde har en opskæring i sargen fortil, såden der arbejder med sit udseende, kan fåplads til benene. I sargens midte vil der ofte være en ret flad skuffe som på hver side flankeres af en højere, hvori parykæsker, flaconer med vellugtende vande etc. kunne finde plads. På et sådant bord stod gerne et spejl helst vippeligt (se vippespejl), dog kunne spejlet også hænge på væggen bagved. Måske var t. fineret og med marketteri, måske lakeret i den kinesiske maner eller blot pynteligt malet. - I 1700-tallet bliver det almindeligt med cabriole ben, man tager først afsked med dem, da Louis seize'n gør sin entre omkring 1770, og så snart vi er ovre empiren, vender de så småt tilbage.
For at gøre opholdet ved bordet behageligt for svangre damer og korpulente personer kom man omkring midten af 1700-tallet ind på at lade plade og sarg bue indad fortil, det var for så vidt en udmærket ide, blot forstyrrede det møblets balance, og den gen oprettedes først, da man afrundede bagsidens hjørner tilsvarende kraftigt. På den måde fik t. form som en banan eller nyre, og æren for denne udformning tilskrives ofte englænderen Sheraton, selvom sådanne borde sandt at sige også brugtes lidt før hans tid.
Til hastige toiletter havde man højbenede pulte, som man stod ved, mange herer foretrak sådanne arrangementer, så de kunne sminke sig og pudre parykken stående. Sådanne pulte kunne - i lighed med mange t. også i en snæver vending fungere som skrivebord.
Nogle t. har særlig mange rum til sminke s ager, de udgives ofte for at være skuespilleres - helst berømtes - sminkeborde. Den slags påstande bør tages med alt muligt forbehold: At dømme efter det antal eksemplarer, som angiveligt har tilhørt den berømte engelske aktør David Garrick, så måhan have haft et ikke helt lille palads til sin rådighed, for det drejer sig om flere hundrede.
I Frankrig havde man i anden halvdel af 1700-tallet nogle små hjerteformige t. - yndige, men næppe synderlig behagelige at sidde ved. De har ikke almindelige skuffer, det er drejeskuffer, som kan smækkes ud som vinger på hver side af hjertet. Spejlet er ligeledes hjerteformigt og til at vippe ned, så det dækker overfladen med de små rum til sminke m.m., og bagsiden er net marketteret, såmøblet sammenklappet ligner et lille fint bord.
Toiletspejl af sølv med rige drivninger. Augsburg 1751-53
Nogle t. er sande vidundere af menneskelig kløgt og snilde, de har rum lukket med jalousier, opklappelige spejle, nedsænkelige hyldepaneler og meget andet spændende. Ikke mindst englænderne var mestre i sådanne dybsindige konstruktioner. Se i øvrigt harlekinbord og poudreuse.
Indtil man fik elektrisk lys, var det aktuelt med en lysanordning på t. Det kunne være ordnet således, at der var et par små platforme, hvorpå to lysestager kunne stilles, eller man havde lysarme fastgjort enten på en overbygning på selve bordet eller på det tilhørende spejls ramme.
I forrige århundrede kørte man stort set videre med 1700-tallets t.-typer - der var dog en tendens til at gøre dem mere kompakte i konstruktionen; hvor man i 1700-tallet for det meste havde nøjedes med en høj sarg og derunder almindelige bordben, kørte man nu undertiden siderne ned og satte en hel skuffefront eller lågelukkede rum. Spejlet voksede i størrelsen, og der skød evt. et par sidefløj e ud fra det, så man kunne betragte sig selv fra alle sider.