Luther med tonsur
Tonsur (af latin tondere = at klippe) er en rituel frisure
til gejstlige mænd indenfor enkelte kristne kirker. Det er uklart, hvornår man
begyndte med tonsur, men det har været en del af ritualet for ordination i
hvert fald fra 600-tallet, og er endnu ældre som et individuelt valg. Det
skyldes, at langt hår var et symbol på den frie mand, mens et barberet hoved
var et tegn på at man var slave; og en gejstlig havde jo undergivet sig kirken
og dens regelsæt. I det gamle Sparta måtte en voksen kriger stadig bære håret
kort, som et symbol på, at han var undergivet staten. Også en spartansk brud
fik sit hår klippet kort, skønt det ellers i Grækenland kun var slavinder, man
kunne se med barberet hoved, hvis ejeren klippede deres fletning af til brug i parykker.
Forskellige typer
tonsur
Orientalsk tonsur
Denne frisure går tilbage til apostelen Paulus, og var en
barbering af hele hovedet, praktiseret i de østlige kirker.
Keltisk tonsur
Denne består af at forreste del af hovedet er barberet, mens
håret bagtil vokser frit og hænger ned. Skikken påstås at gå tilbage til evangelisten
Johannes, men Beda mente, den stammede fra troldmanden Simon fra Samaria, ham
der tilbød apostlerne penge i bytte for kraften fra den hellige ånd. Baggrunden
for denne påstand er muligvis, at druiderne kan have båret denne frisure. For
Beda var det uforståeligt at keltiske kristne som Adomnán fortsatte at gå med
keltisk tonsur. Synoden i Whitby i 664 tog to problemer op: Fastsættelsen af påskefejringen,
og hvilken type tonsur, munke i Lindisfarne bispedømme skulle gå med.
Romersk tonsur
Romersk tonsur består af at man barberer issen og efterlader
en ring af hår. Skikken hævdes at gå tilbage til apostelen Peter. Det
fortælles, at da Theodor af Tarsus skulle vies til ærkebiskop af Canterbury i 668,
måtte han lade sit hår vokse en tid, så hans orientalske tonsur kunne omgøres
til en romersk. Selv om tonsur kun havde været i brug i et par hundrede år i
Bedas tid, mente han at skikken stammede fra Peter som en efterligning af Kristi
tornekrone. Ifølge Beda giver tonsuren "konstant beskyttelse mod onde ånder,
og er en fast påmindelse om at munken må korsfæste sit kød med alle dets fejl
og onde lyster".
Dette er den mest kendte form for tonsur, ikke kun fordi den
anvendes af den største af kirkerne, den katolske, men også fordi den holdt sig
helt til 1972 som en obligatorisk del af ordinationen. Men kun i enkelte
ordener var det påkrævet, at man beholdt den efter ordinationen.
Tonsur i dag
I den ortodokse kirke og i de orientalske katolske kirker
praktiserer man tre typer tonsur: Dåbstonsur, monastisk tonsur og klerikal
tonsur. Den består i at man klipper fire lokker af håret i korsform. Derpå
vokser håret ud igen.
I den romersk-katolske kirke bruges tonsur nu kun af ordener
som karteusere og trappister, samt af traditionalistiske grupper som FSSP &
SSPX Det at få tonsur symboliserede, at man trådte ind i gejstligheden, og blev
efterhånden det vigtigste ved ordinationsceremonien frem til 1972. Sidenhen har
den kun været en traditionel handling, og man behøver kun at klippe nogle få
hår af.
• Her er flere gode tonsur forklaringer ...
ton'sur (af latin tondere, klippe)
A. i romersk katolsk kirke afraget plet på gejstliges isse =
kronragning,
B. i græsk-katolsk kirke gejstliges afragning af hår på
forhovedet,
C. kapel med vaskekumme ved korsgangens vestside i kloster,
hvor munkene klippedes.