Trin 7 - Retouchering

Materialer:
Der findes et stort udvalg af farver, men de fleste nuancer kan fås ved at blande et lille antal af disse farver. Et typisk udvalg kunne være:
Cølinblå
Ultramarin
Kromgrøn
Brændt umbra (brun)
Terra-di-Siena (gulligbrun)
Rå umbra
Kadmiumgul
Lys okker
Kadmiumrød
Kraprød
Titanhvid (i større tube end andre farver)
eller undermaling
Sort
Porcelænsskål med rum (hvis der bruges akvarelfarver)
Afrivningspalet
Paletkniv til farveblanding
Pensler:
bløde hår, spids, til at duppe med
bløde hår, flad, til generelt penselarbejde
svinehår, flad, til generelt penselarbejde, hvor der kræves penselstrøg
bred, flad pensel med bløde hår til fernisering
Retouching Varnish (billedfernis)
Terpentin (destilleret)

Olie-, akryl- eller akvarelfarver kan bruges til at retouchere partier på oliemalerier, men oliefarver er nok at foretrække, især restauratørens udvalg af farver, der omtales senere.

For at gøre det lettere at finde frem til en farve, der rammer den originale, bør man først lægge et tyndt lag »Retouching Varnish« eller en fortyndet »Picture Varnish« (d.v.s. en blanding af 60% billedfernis og 40% mineralsk terpentin). Dette vil fremkalde det originale maleris egentlige farver og gøre blandingen og afstemningen af de nye farver mere nøjagtig.
Den nye maling er tilbøjelig til at ændre farve ganske lidt, når den tørrer. Forskellen kan meget vel blive endnu mere iøjnefaldende med tiden, især på partier som f.eks. himmel med en enkelt, ensartet farve. Det ville være et rent tilfælde, hvis restauratoren kommer til at bruge den samme farveblanding til en bestemt tone, som den oprindelige kunstner brugte, og da pigmenterne i de nye farver, især hvis der benyttes studie farver (som er af ringere kvalitet end kunstnerfarverne) måske vil ændre sig drastisk i tidens løb, kan dette bevirke, at retoucheringen bliver meget tydelig.
Af denne grund er der mange restauratører, der undgår at anvende duppeteknikken på partier med flænger eller andre defekter. I stedet foretrækker de at skjule problemet ved at dække et større parti, for eksempel ved at tilføje en sky, ved at gøre et træ større eller andre lignende ting. Når du arbejder med dette og med andre retoucheringer, må du gøre dit bedste for at iagttage og gengive den oprindelige kunstners penselstrøg og generelle teknik.
Akryl- og akvarelfarver har den fordel, at de tørrer hurtigt, men de er ikke altid egnede, når det drejer sig om retouchering af store partier. Oliefarver tørrer normalt ; langsommere, endog endnu langsommere, når der blandes hvidt i farverne for at lysne dem. Undermalingshvidt kan imidlertid bruges i blandinger med oliefarver, og den tørrer hurtigt og gulner ikke. Titanhvidt er det moderne sidestykke til blyhvidt. Begge tørrer langsommere end undermalingshvidt, og blyhvidt har også tendens til at ændre farve.
Det er nu muligt at få et udvalg af oliefarver, som er specielt fremstillet til restauratoren. De tørrer hurtigt og er lavet med pigmenter af samme kvalitet som kunstnerfarvernes. Der forekommer også kun minimale farveændringer, både mens de tørrer og i tiden derefter.
Efter at du med let hånd har ferniseret det rensede oliemaleri, må du finde den farve i dit udvalg, som er nærmest den, der skal males op igen. Se nøje på de farver, kunstneren har brugt generelt. For eksempel kan et anstrøg af en speciel rød eller grøn et eller andet sted i billedet være et fingerpeg om den farve, kunstneren har blandet i den blå på himlen. En grundig undersøgelse af maleriet på dette trin, før du har blandet farver, kan spare tid og kræfter senere. Husk, at blanding af hvidt i en farve ikke nødvendigvis giver en lysere tone af pågældende farve.
Bland farverne omhyggeligt på en tallerken eller en afrivningspalet og brug destilleret terpentin som fortynder for at få den rette konsistens.
Tag en lille smule af blandingen og afprøv den på det parti, der skal retoucheres, og betragt virkningen fra flere vinkler. Hvis du ikke synes, at farven rammer tæt nok, må du tilføje en farve eller flere til den oprindelige blanding, indtil du er tilfreds, eller indtil du beslutter at skjule partiet med en tilføjelse til motivet fremfor at foretage en mislykket farveefterligning.
Duppeteknikken er som regel den bedste, hvis det drejer sig om et lille parti, mens der på større arealer eller ved »tilføjelser« kan anvendes fuld penselteknik eller fingrene.