Den væsentligste bestanddel af et våben. Våbenskjold med
våbenmærker eller heraldiske figurer dukker op efter år 1100, men på mønter kom
de først senere. Norge banede i Norden vejen under Eirik Magnusson (Erik
Præstehader) (1280-1299). En penning slået efter ca. 1285 viser et skjold med
løve, der holder Hellig Olavs økse i poterne. Gennem tiderne er anvendt forskellige
skjoldformer udtrykkende de skiftende stilarter. I begyndelsen brugtes det
gotiske trekant-skjold med afrundede sider, siden det U-formede eller såkaldt
spanske skjold. Meget benyttet er også det ovale skjold, og i rokokko tiden
fremkom et asymmetrisk skjold, som bl.a. findes på de danske 24 skillinge fra
Fr.5.'s tid.
Våbenskjold på mønter kan enten repræsentere lande, områder
og byer eller personer som kejsere, konger, hertuger, grever eller hvem, der nu
havde møntretten. Mønter kan undertiden være et hjælpemiddel for heraldikken,
men mere almindeligt er det, at heraldikken ud fra våbenskjoldets sammensætning
kan hjælpe med til at stedbestemme en ellers »svær« mønt. På mønter kan
farverne i våbenskjoldet ikke gengives. Derfor bruges de såkaldte tinkturer.
Lit: W:
Rentzmann: Numismatische Wappen-Lexicon, Berlin 1876. En nyere ajourført
udgave af dette værk foreligger i Neubecker/Rentzmann: Wappen Bilder Lexikon, München
1974. Anders Christensen: Våbenskjolde på mønter, Heraldisk Tidskrift bind 3
nr. 29 (marts 1974) s.393-412.
..