Vægge - perfekt maling af 5 vægtyper

Der er ingen ben i at male vægge, men det rigtige værktøj og den korrekte maling gør arbejdet lettere og det færdige resultat pænere og mere robust. Her kan du læse, hvordan du opnår det bedste maleresultat på de fem mest udbredte vægoverflader - tapet, glasvæv, glasfilt, savsmuldstapet og mursten. Forarbejdet er vigtigt:

Tapet
Sidder tapetet fast overalt, og er banerne uden overlapninger, kan det uden videre males. Overlapninger på glatte tapeter kan spartles eller slibes væk med fint sandpapir. De slebne partier males og slibes let igen før færdigmaling, da tapetet rejser sig ligesom træ efter første omgang. maling. Tapeter med struktur og overlapninger skal dampes ned, da spartling eller slibning af overlapningerne vil resultere i glatte striber i det ellers strukturprægede tapet.

Glasvæv
Grundes med vævfylder. Brug ikke diverse malingsrester, de indeholder mere vand end vævfylder og kan løsne vævet og få det til at rejse sig. En, god vævfylder har fylde, men udfylder ikke vævets mønster; som man jo har valgt og betalt for. Påføres vævfylderen med en lammeuldsrulle, kan du måske nøjes med at give glasvævet en gang vævfylder mod normalt to. Lammeuldsrullen er dyrere end kunststof modellen; men den gør arbejdet lettere.

Savsmuldstapet
Her er intet forarbejde, hvis tapetet sidder fast overalt. Løse steder må skæres eller rives op og limes fast med tapetlim. Er der kun tale om små luftbobler i tapetet, kan du fylde tapetlim i en engangssprøjte med en tyk kanyle og sprøjte det ind i luftlommen. Prik et ekstra hul, så overskydende klister kan komme ud, når du gnider tapetet fast.

Mursten
Kræver ikke forarbejde, hvis der ikke er skjolder, som skal forsegles. I så fald bruger du en yandbaseret, spærrende grunder. Kun i ganske særlige ilfælde er det nødvendigt at anvende en terpentinbaseret grunder eller eller specialgrunder, fx ved løbesod. Eventuelle huller repareres med spartelmasse ogspartles ud, så strukturen ligner murstenen, dup evt med den grove side af en skuresvamp.

Akrylplastmaling og plastmaling, - sidstnævnte er den populære betegnelse for en lidt dårligere kvalitet end akrylplastmalingen - er de mest brugte malinger til vægge. De kan bruges til alle tapettyper samt glasvæv og filt. Til maling af indendørs murværk er det bedst at bruge en facademaling. Den har en mat overflade, kan tones i mange farver og ligner almindelig vægmaling, når den er tør.

Kvalitet betaler sig
Farvepigmenter og bindemiddel er de dyre ingredienser i malingen og har stor indflydelse på både pris og kvalitet. Mængden af farvepigment har betydning for dækkeevnen, og bindemidlets type og mængde er afgørende for malingens slidstyrke. Selv om farvepigmenter og fyldstof afgør dækkeevnen, er en dårlig dækkeevne ikke altid lig med lav pris. Gule farvepigmenter er nemlig meget transparente, og da det er begrænset, hvor meget farvepigment en liter maling kan rumme, vil gul maling og kulører med meget gult pigment altid være svagere dækkende end farver med lidt eller intet gult pigment.
Glansgraden, der måles på en skala fra 1 til 100, er et udtryk for malingens evne til at reflektere lyset. Hvis væggen har mange ujævnheder og småskavanker, kan det være en fordel at vælge en maling med et lavt tal på glansgradskalaen, fordi den har en mattere overflade og ringere lysrefleksion - det betyder, at ujævnhederne ikke ses så let.
Glansgraden siger naturligvis også noget om malingens slidstyrke, idet en blank maling er mere smudsafvisende og lettere at gøre ren end en mat. Desuden vil den opmærksomme indkøber af maling opdage, at billige malinger ofte har lavere glansgrader end dyrere malinger, der anbefales til samme brug, og at de mange gange kun fås i begrænset farveudvalg. Det bunder blandt andet i, at nogle farvepigmenter er dyrere end andre, og at bindemidlets kvalitet er ringere.
Glansgrad 5 er den laveste, du skal acceptere som vaskbar. Og vil du være sikker på, at væggen kan tåle kluden, bør du aldrig købe maling med en glans grad under 7, da nogle fabrikater lover mere på etiketten, end malingen i bøtten kan holde.
Det sarte handler nemlig ikke kun om, hvilke skrub og skrammer malingen tåler, men lige. så meget om, hvordan væggen ser ud efter en afvaskning. Er der brugt en ringe vægmaling, vil kluden ofte fjerne mere end pletten, fx noget af farven.
Vil du spare på malebudgettet, betaler det sig altid at begynde med en god kvalitet og så evt. slække lidt på den senere, fordi grundlaget skal bære alle senere malinger.
Fortynding betaler sig ikke. Det er næsten altid nødvendigt at male to gange med den samme farve. Og der er ikke ret stor økonomisk gevinst i at fortynde malingen til det første lag med de 10 % vand, der tit anbefales - kvaliteten forringes, og malingen strækker ikke væsentligt længere.
Da gule og lyse farver kan have svært ved at dække meget mørke farver - blå er en af de sværeste - kan det være nødvendigt at grundmale med hvidt. Men der er ingen tommelfingerregler for, hvilke farver der skal spærres ekstra inde, så det er bedst at spørge farvehandleren. Det letteste kan være at droppe grundmaling og i stedet male tre gange med den nye farve, da det tager ekstra tid at male til kant, fx under loftet, for hver ny farve du bruger.

Blank eller mat
Som tommelfingerregel ligger vægmalinger fra 3 til 25 i glansgrad. 5 er den laveste glansgrad, du kan forsvare at bruge i ikke for belastede rum, hvis du vil være sikker på kvaliteten. Og 5'eren er sart. Til stuer, soveværelser, bryggers, børneværelse og lign. er glansgrad 10 god. Til køkken, entre og badeværelsesvægge uden direkte vandpåvirkning er det bedre med glans 20, der tåler afvaskning og er nem at rengøre.
Bryder du dig ikke om den let blanke effekt, kan du bruge en maling med højt tørstofindhold (farve-pigment og bindemiddel) og en lavere glansgrad.
Valget af glans kan være en balance mellem funktion og æstetik. Mange finder en mat maling smukkest - til gengæld er den sart overfor snavs og en stolerygs gentagne tilnærmelser.

Mal i rigtig rækkefølge
Start med at dække af ved gerigter og fodlister. Begynd ved vinduerne og mal ind mod rummets mørkeste del i lodrette baner fra loft til gulv. Ved at begynde malearbejdet på det lyseste sted kan du bedst bedømme dit arbejde og malingens dækkeevne. Banernes bredde afhænger af malingens tørretid og dit håndelag. Jo hurtigere malingen tørrer, og jo langsommere du maler, des smallere skal banerne være, så du maler vådt-i-vådt og undgår synlige overgange mellem banerne.
Afgrænsningen mod loftet skal stå skarpt, og den males lettest med pensel på en hel væg ad gangen og med så få ophold som muligt. Mal dernæst med en lille rulle langs fodliste samt dør- og vinduesgerigter. Slutter tapen ikke helt tæt til træværket på grund af ujævnheder, bør du male til beskæringlkant med pensel og derpå male med rulle, så du undgår, at malingen løber ind under tapen. Til slut maler du væggen i baner med bred rulle. Malermesterens teknik er beskrevet andetsteds i artiklen.

Før du går i gang
At dække af, før malearbejdet kan begynde, er ikke særligt spændende, men med de rigtige materialer og metoder går det meget hurtigt.
Fodlister og dørgerigter dækkes nemt og helt mod rullestænk ved hjælp af en maletape med bred papir- eller plastickant. Det har desuden den fordel, at det kan lægges godt ind under gulvets afdækningspapir eller -plast.
Glem alt om at sætte tape omkring stikkontakter. Det er langt lettere at løsne dem, trække dem ud fra væggen og så male helt ind til dåsen i væggen med den store rulle.

Godt værktøj letter arbejdet
Det kan ikke betale sig at spare på malerværktøjet. Kvalitetsværktøjet tjener sig ind ved, at arbejdet går hurtigere, og rengøringen er lettere. Pensler slides sågar til som en god fyldepen - og kommer til at male smukkere med tiden. Desuden taber de gode pensler ikke hårene i dit malearbejde.
Før brug vasker du ruller og pensler i vand, så de smider fnug og eventuelle løse hår. Efter brug rengøres redskaberne først i lunkent vand, til vandet er klart og uden farve. Dernæst vasker du både ruller og pensler i lunkent vand tilsat sæbespåner eller brun sæbe, som faktisk er i stand til at trække endnu en smule farve ud af værktøjet. Sæbevandet gør samtidig penslens børster bløde og vedligeholder rullernes vand- og farveafvisende egenskab.
Dermed er de også lette at rengøre efter brug næste gang. Efter sæbebadet skylles værktøjet godt i rent lunkent vand og tørres.

Lammeuldsrulle til alle store flader.
Den kan indeholde mere maling end en syntetisk rulle. Det er især praktisk, når man skal rulle vævfylder på glasfilt og glasvæv, som er meget sugende.
Desuden kommer den lange pels ind i alle fordybninger og krinkelkroge på væggen. Rullen kan forlænges med et teleskopskaft, hvis du helst vil undgå stigeklatring. Rullebredde fx 18 cm.

En smal sag til kanter
Med en smal, langluvet rulle, der er let spidset til i den ene ende, rulles malingen nemt på langs fodlister eller gerigter. Spidsen gør, at rullen maler godt ud til kanten, men ikke sjasker malingen ud over den. Mal kun så bredt et stykke med den lille rulle, som du efterfølgende vil male med den store, da det er bedst at male vådt-i-vådt for at opnå et ensartet resultat. Det er vigtigt at bruge en langluvet model, som ruller malingen på med samme overflade som lammeuldsrullen. Bredde 11 cm.

Nemt at male hjørner Tidligere måtte hjørner males med pensel. Den tid er forbi nu findes der en rulle, formet som et lille hjul, der ved få rulninger maler hjørnet med samme lag og struktur, som den store rulle giver fladerne. Hvis du har dækket godt af ved loft og fodliste, kan du rulle hjørnet hele vejen. I modsat fald må du tage penslen til hjælp. Rullen kan også bruges til påføring af vævfylder i hjørnerne, hvis du har valgt glasvæv eller -filt. Den har en langluvet syntetisk pels, som påfører malingen med samme overflade som de øvrige ruller. På den måde undgår du »flade« penselmalede hjørnepartier.

Pensel af den flade og fyldige slags til maling af lige kant mod loft og stukkant. Der skal ikke meget øvelse til, før penslen er at foretrække frem for diverse malepuder.

Slibeklodsen bruges til bortslibning af tapetoverlapninger på glatte tapeter, før der males.

Afdækningstape med papir til fodlister o.lign, hvis du foretrækker papir og ikke har brug for mere end 18 cm bred afdækning. Løse ruller med 20 m. Holderen har afrivningstakker.
Afdækningstape med plastfolie til fx fodlister. Folien er bred, 55 cm, og velegnet til høje fodlister og i stand til at lappe godt ind under gulvafdækningen. Holderen har afrivningstakker, og du kan få nye 20-meters ruller.

Malekarret er mere praktisk end en bakke, når man skal male meget. Den rummer mere, står solidt på gulvet og kan hænge på en stige. De fleste kar er kraftige, men vælger du en bakke, skal du gå uden om den billige bløde udgave, der er en pestilens at arbejde med, fordi den ikke holder faconen, når du står med den i hånden, fx på en stige.

Maling og forarbejdning af indendørs trævægge, paneler mv. er et kapitel for sig selv. Læs om det andetsteds.