Værdibetegnelse på mønter var tidligere nødvendig, hvis der
var mulighed for forveksling. Blandt de antikke græske mønter findes af og til
værdibetegnelse, men almindeligt var det ikke. Man skulle normalt kunne
genkende en mønt ud fra størrelse og metalfarve. Undertiden benyttede man
forskellige motiver for at markere enheden.
Også romerne gjorde brug af værdibetegnelse på deres mønter.
Ved aes grave mønterne var assen indikeret med I, semis med et S og de mindre
værdier med så mange punkter, at de svarede til det antal unciae, mønten var
værd. Den romerske denar var lig 10 as og bar derfor værdiangivelsen X (for 10).
Senere, da denaren fik værdien 16 as, optrådte tallet XVI på mønterne og senere
tegnet X for 16. Ser vi på de europæiske mønter, skal man helt frem til år
1300, hvor der første gang optræder værdiangivelse på en mønt. På Wenzel II's
(1283-1305) Prager-groschen stod: GROSSI PRAGENSES.
I Danmark sættes første gang værdibetegnelse på mønter 1541,
og kort tid efter også i Sverige. Det var dog ikke normalt i 1500, 1600 og det
meste af 1700-tallet med værdibetegnelse på guldmønter og større sølvmønter som
f.eks. speciedalere. Siden 1800-tallet er der stort set værdibetegnelse på alle
mønter.
..