Vandure

man antager, at v. er af lige så gammel dato som solurene, det ældste bevarede eksemplar stammer fra Karnak i Ægypten og anslås at være forfærdiget omkring 1400 år f.Kr. Den simplest e type består af en skål med et hul i bunden, når den fyldes med vand, løber det ud i et bestemt tempo, og i skålen s indre er en skala, man kan så af vandspejlets flugten med de forskellige linjer se, hvor lang tid der er forlø_ bet, siden skålen fyldtes. Man kunne også gå den modsatte vej og lægge en skål i et vandfyldt kar, vandet steg så langsomt op gennem hullet i bunden, og en tidsaflæsning lod sig gøre. Somme steder i Orienten og Asien anvendes den dag i dag sådanne v.
Der udvikledes dog snart langt mere avancerede typer v., og allerede grækerne og romerne havde fantastiske vanddrevne kunsture. Et avanceret v. kan f.eks. være indrettet således: vandet hældes i en cylinder, og på dets overflade anbringes en flyder, den har i midten en stander, der øverst ender i en menneskefigur, som i hånden holder en lang pegepind. Ved siden af figuren er anbragt en søjle med en tidsskala.
I cylindrens bund var et hul, hvorigennem vandet ganske langsomt løb ud, på den måde sank flyderen, og pinden pegede stadig lavere på skalaen. Nogle ure var såspidsfmdige, at det udstrømmende vand opfangedes af et skovlhjul, som via en tandhjuls- og akselmekanisme stod i forbindelse med skalasøjlen, der var drejelig. På den var i så tilfælde tegnet kurvede linjer, så man deraf kunne sti hvordan lysforholdene var på de forskellige årstider. Der kendes ligeledes v., hvor det synkende vandspejl i forbindelse med en flyder får en viser til at vise klokkeslættet på en urskive, eller hvor udløbende vand driver skovlhjul med tilkoblet urværk. Systemerne var alle ret enkle, og ukomplicerede v. var så billige samt nogenlunde præcise, at de formåede at konkurrere med andre urtyper til op omkring dette århundrede.