Rokokovifte med stel af elfenben og gouachemaleri på papir
vifte, i orienten og antikken af bladform, i middelalderen
faneformet, fra renæssancen: håndvifte af strudsfjer og foldevifte.
I forskellige former har vifter siden oldtiden været kendt hos næsten alle folkeslag. Særlig kunstfærdigt udformet er de kinesiske og japanske foldevifter, som i 1500-tallet nåede Europa. Vifterne fremstilledes i guld, elfenben, træ, perlemor, papir m.v. meget ofte med malerier af kunstnere. Både Watteau og Fragonard har således malet prægtige vifter. Ligeledes har Poul Gauguin lavet udkast til adskillige vifter.
Har været kendt siden oldtiden. I en ægyptisk kongegrav fra ca. 1370 før vor tid fandt man således en strudsfjersvifte med elfenbenshåndgreb. Antagelig har man i Kina og Indien kendt vifter lige så tidligt. De bestod af plader eller skærme flettede af siv eller andre egnede planteemner og de udstyredes med et skaft. Denne viftetype har man i Asien beholdt op til vor tid suppleret med vifter sammensat af påfuglefjer.
I sen-middelalderen kom vifter til Europa, først til Italien, hvorfra den i renæssancen bragtes videre til Frankrig af Maria af Medici. Disse tidlige europæiske vifter fremstilledes af lamme- eller gedeskind udspændt påen ramme og forede med taft.
Foldeviften opfandtes antagelig i Japan. Den kendtes i hvert fald der fra 800-tallet. I 16- og 1700-tallet nåede denne vifteform Europa, hvor den efterhånden fortrængte de faste vifter. I begyndelsen foretrak man stadig skind som materiale, men lidt ind i 1700-tallet erstattede man ofte skindet med papir, hvorpå der maledes motiver med gouache-farver.
I renæssancen og barokken havde de motiver, man malede på vifterne ofte været af mytologisk karakter. I regence og rokoko foretrak man hyrdescener, landlige idyller, optrin med dansere eller komedianter, putti etc.
Eftersom viften var blandt de få gaver, som en mand af stand kunne tillade sig at forære til en ung dame, blev viften undertiden udført med stor elegance og ødselhed hvad angik materialer. Ofte er stellet af sølv og guld, ikke sjældent guld i flere farver. Hertil kan komme dekorationer med emaille, indfatning af ædle stene osv.
I anden halvdel af 1700-tallet gik man efterhånden mere over til vifter af elfenben eller skildpadde udskåret i lameller og sammenhæftede med silkebånd samt smykkede med fornemme udskæringer.
Ikke mindst franskmændene forfærdigede pragtfulde vifter. De rå-forarbejdedes i Oise og findekoreredes af eksperter i Dieppe. Ofte var disse vifter med kineserier, og fra England eksporteredes de videre til Kina. Her kopierede man de franske kineserivifter og eksporterede dem i stort tal til Frankrig!
Med den franske revolution gik man over til trævifter, og efterhånden forsvandt vifter de fleste steder i Midt- og Nordeuropa. Senere i århundredet vendte vifter dog på ny tilbage og blev atter genstand for den prægtigste udformning. Man benyttede nu alle egnede materialer, og stort set kopieredes ældre vifteformer, selvom der skabtes nogle skønne eksemplarer i l'art nouveau.