vi'sir (af oldfransk vis, ansigt) hjelmgitter.
Efter mangfoldige forsøg på at finde frem til den ideelle rustningshjelm blev man omsider stående ved visirhjelm, der tillod et maksimum af bevægelse, var tåleligt bekvem og gav bæreren nogenlunde gode muligheder for at orientere sig; - alt dette uden at det gik alt for meget ud over beskyttelsen.
Det må vel antages, at visirhjelm er en sammensmeltning af den tyske salade-hjelm, og den udvikles i 1400-tallet. De tidlige visirhjelme har kun et visir, men efterhånden bliver man klar over, at det er uheldigt, fordi man så må blotte hele ansigtet, når visiret løftes, derfor deler man det op i to - en pandelap til øjnene og det nederste af panden samt det egentlige visir til næse- og mund parti. Hagen beskyttes af hagekurven, som er en udbygning på hagestykket. Såvel pandelap, visir som hagestykke er vippelige omkring en bolt kaldet rosen, som er fæstnet til issestykket; dog er nogle visirhjelme i stedet indrettet, så hage stykket kan drejes til side, og altså sidder fæstnet til issestykket med hængsler.
Issestykket, som beskytter hovedet fra det øverste af panden og ned til nakken, er forstærket med en hjelmkam, der skal afbøde slag fra stridskøller etc., og forneden på hjelmkammen sidder et rør, rørken, som plumagerne stikkes fast i. Hage- og issestykke sammenholdes af en halsrem og en haspe, og mellem pandelap og visir sidder en låseskrue eller låsestang, som dels skal forhindre pandelappen i at falde for langt ned, og som tillige forhindrer visiret i at vippe op og ned under ridt.
Forneden går hjelmen over i to eller flere skinner, som er let forskydelige i forhold til hinanden, de kaldes for hjelmkraven og går ned over skulderstykkets halsbjerg, så halsen dækkes for hug.
Visirhjelme af forskellige typer er i brug fra midten af 1400-tallet og op til over midten af 1600-tallet.