Vitrine med marketteri. Holland midten af 1700-tallet (Ole Haslunds Hus)
Betegnelsen kommer af det latinske vitrum, som betyder glas. Vitrine er et udstillingsskab med ruder i dørene og - evt. - tillige i siderne. Vitrine kendes allerede i renæssancen, omend de her var overordentlig sjældne, de var nærmest at betragte som en slags montre, beskedne af størrelse og beregnet til at stå på en plint eller et bord. Sådanne vitriner havde deres plads i kunstkamrene, hvor de rummede sartere kuriosa. Siderne var udformet som kannelerede pilastre eller halvsøjler, og foroven sluttedes der af med en gesims med tandsnit, æggestav og anden renæssanceornamentik. Den store tid fik vitrine dog først med barokken, hvor det ostindiske porcelæn kom til Europa. Ejere af sådanne herligheder følte nemlig en udpræget trang til at vise dem frem.
Et stort vitrineskab kaldes undertiden også porcelænsskab, og det kan f.eks. være med en skuffefront underst eller med et par låger med profilerede fyldinger. Overskabet har måske elegant svungne døre med lige så fint svungne sprosser mellem ruderne, og siderne kan ligeledes åbne sig i ruder. Rammeværket er som regel med finering, evt. med marketteri, og såvel i Holland som i England var man eksperter i sådanne møbler, jævnere vitriner står i egetræ eller i malet fyrretræ. Der er ingen regler for, at en vitrine skal have skabsunderdel, den kan fuldt så godt stå på et dertil indrettet bord eller for den sags skyld hænge på væggen, den kaldes da gerne en hængevitrine.
Mange halvtriste barok- og rokokoskabe er blevet omdannet til vitrine ved at man har taget fyldingerne ud af de øverste døre og erstattet dem med ruder. Det skal dog understreges, at den slags »forbedringer« ikke alene er et fænomen af nyere dato, tilsvarende fandt også sted i 1700-tallet. På Gammel Estrup i Jylland står således et orgelskab, der er endt som vitrine.
Vitriner mister aldrig helt interessen, men efter Louis seize'n går de i nogen grad af mode og opnår først igen den store popularitet op mod vor egen tid.