voksdug, bomuld eller linned, på den ene side forsynet med
lakagtigt lag af oliefarve eller fernis.
Egentlig er voksdug en meget gammel opfindelse, man har sikkert kendt den i oldtiden og i hvertfald i middelalderen. Den mest primitive type består simpelt hen af stof, hvori man har smeltet bivoks. Siden fandt man ud af at oprøre vokset med terpentin, og på den måde fik man det til lettere at trænge ind i stoffet. Da voksdug var vandskyende, brugtes det en del til at betrække rejsekister, vogne etc. med, og i middelalderen så man det tillige anvendt som erstatning for glasruder i vinduerne.
En anden anvendelse var som vægbeklædning indendørs samt som møbelbetræk. Materialet lod sig formpresse og male og kunne på den måde erstatte gyldenlæder; til stolebetræk var det dog ikke ideelt, fordi det blev skørt og knækkede, hvis det var blevet koldt, og nogen satte sig på det, og fordi det blev blødt hvis det varmedes op - noget der ofte resulterede i, at en stol, som man en god stund havde siddet og hygget sig i, fulgte med op, når man ville rejse sig.
Langt bedre blev det, da man i 1700-tallet fra voks gik over til linoliefernis. I denne forbindelse måtte stoffet først limbehandles og grundes med lim og kalk, og når denne grunding var tør, poleredes den glat med pimpstenspulver, Når den påførte fernis var tør, kunne v. så sendes til trykning med forskellige mønstre i farver. Voksdug betragtedes ikke på nogen måde med nedladenhed, tværtimod har mange fornemme rokokoborde haft et pladebetræk af voksdug. Det er dog næsten altid gået til, kun sømmene, som holdt det kan være bevaret, og under deres hoveder finder man rester af materialet.