lustre [lystre] (af latin lustrare, gøre lys og skinnende)
metalagtig glasur.
(italiensk lustro: glans), keramisk glasur, bestående af et tyndt lag metal eller metaloxyd med metalagtig glans. Den dannes ved opvarmning (600-800º) af metalsalte, påført den færdigbehandlede genstand. Kobberlustre er mest almindeligt, men der laves både sølv-, guld- og purpurlustre. Lustrevarer lavedes fra slutningen af 1700-tallet i England og blev populære i 1800-tallet, men har årtusindgamle orientalske aner og blev fra 1500-tallet lavet i Spanien og senere i Italien.
Er et metal skinnende, changerende lag, som er påført fajance. Man opnår virkningen ved på den glaserede og brændte fajance at føre reducerbare metalilteglasurer, som så ved lavere temperatur brændes i en muffel i en såkaldt reducerende brand; det vil sige en brænding, hvorunder tilgangen af ilt er helt eller delvis udelukket. Herved opstår de metalskinnende effekter. Det er meget kompliceret at opnå de rette resultater bl.a. er glasurens sammensætningsforhold af stor betydning ganske som brændingstemperatur og processens varighed.
Man har kendt lustre teknikken inden for islamisk område allerede i 800-tallet, og med maurerne når kunsten Spanien, hvor man i middelalderen opnår særdeles smukke virkninger. Med majolikaen når lustre til Italien og kommer her i 14- og 1500-tallet op i den højeste udvikling med rubinlustre, guldlustre, perlemorslustre og flere andre. Virkningen på disse ting er altid elegant, og metalglansen kommer kun frem, når lyset spiller i genstandene.
Med udgangen af renæssancen mistede man stort set interessen for lustre, og hemmelighederne i forbindelse med dens fremstilling gik i glemmebogen. Først i 1770'erne optog man atter en lustre produktion, denne gang i England, hvor man berigede markedet først med de meget bombastiske kobberlustre og siden med lige så kraftige sølv- og guldlustre. Her ligger metalglansen ikke som en fornem antydning på varen - den står som var den af blankpudset metal. - I slutningen af forrige århundrede samt i dette, har man arbejdet en del med lustre, og opnået meget smukke kunstneriske resultater.
Tyndt metallisk lag lagt på glasur og derefter fastbrændt. Også anvendt til glasdekoration. Den metalagtige glans opnås ved opvarmning af genstandene, der er blevet påført metalsalte. Varmegrader fra 600-800°C. Der anvendtes sølv, guld, kobber og platin. Platin giver en sølvfarve. Guld en rød farve og kobber en farve, der spænder fra en gullig-rød til en dyb, varm kobber-rød. Teknikken stammer fra Persien omkr. 700-tallet, hvorfra den spredes bl.a. til Spanien med Maurerne, hvor Hispano-Moresque, dekoreres med lustre fra slutningen af 1300-tallet. Herfra kommer det til Italien til Deruta og Gubbio i begyndelsen af 1500-tallet. Den italienske renæssancemajolica er rig på lustre-dekorerede varer. En purpurlustre anvendtes hos Meissen, fra Bottgers periode op til ca. 1735. I slutningen af 1700-tallet bliver sølvlustre kendt i England, hvor man ligefrem overtrækker de keramiske genstande (thepotter, kopper, skåle etc.) med lustre, der går under navn af fattigmandssølv. I begyndelsen af 1800-tallet fremstilles i England en rød lustre, der bliver karakteristisk for Sunderland fabrikken. Gennem 1800-tallet fremstilles mængder af lustrevarer på forskellige engelske fabrikker.