impressio'nisme (fra fransk
impression, indtryk) malerskole i Frankrig fra omkring 1870, som søger at
gengive det flygtige lys og farveindtryk uden at lægge vægt på det fortællende
indhold i billedet. Monet, Renoir, Pissaro, Degas.
Dette navn er afledt af en titel til et billede af Monet: "Impression, Solopgang", og blev lidt ironisk anvendt af kritikere for at betegne arbejder af en gruppe malere (Monet, Pissaro, Sisley, Renoir, Cezanne, Degas, Berthe Morisot), som i 1874 holdt en udstilling hos fotografen Nadar, efter at de var blevet afvist påden officielle "salon", fordi de reagerede mod den traditionelle opfattelse af malerkunsten. Denne billedlige revolution, begyndt af' Manet ("Frokost i det grønne", 1863), havde som banebrydere haft Boudin og Jongkind. Impressionisterne, som var af højst forskelligt temperament, søgte at undgå påvirkning fra Eecole des Beaux-Arts i Paris. De uddannede sig i det uafhængige Atelier Gleyre eller Academie Suisse.
Nogle af dem, f.eks. Monet, som havde drevet videnskabelige farvestudier, anvendte loven om kontraster samtidig med Chevreul. Alle malede efter naturen i det frie og forsøgte at gribe det flygtige øjeblik og fastholde det skiftende lys på lærredet ved at male det samme landskab på forskellige tidspunkter. Krigen i 1870 tvang Pissaro, Manet og Sisley til at søge tilflugt i England. I London "opdagede" de Constable og Turner og så Durand-Ruels udstillinger. Efter 1874 skiltes deres veje, og Monet og Sisley blev skaberne af den abstrakte kunst. Den billedlige revolution, som impressionismen indledte, befriede kunstnerne for de traditionelle bånd og åbnede vejen for alle det XX. årh.'s nyskabelser på dette område. Indflydelsen i udlandet blev betydelig, hvilket arbejder af Liebermann (Tyskland). Breitner (Holland) og Ensor (Belgien) vidner om. Inden for billedhuggerkunsten kan man regne Carpeaux, Rodin og Wouters for impressionister. Ikke før slutningen af XIX. årh. blev impressionisternes arbejder værdsat efter fortjeneste og da især i USA, hvor de blev introduceret af Durand-Ruel.
Fransk betegnelse (oprindelig et smædeord) for den malerretning fra ca. 1870, der med Monet i spidsen søgte at gengive det indtryk maleren fik, når han stod overfor sit motiv. Det er det flygtige lys og farveindtrykket, der er det vigtigste.