Briller

seglas har været kendt siden oldtiden. Man sleb dem af klare ædelstene, f.eks. bjergkrystal, dog lod også let farvede stene sig bruge. Først langt senere lykkedes det at fremstille glas, der var så rent, at det kunne bruges i stedet. I middelalderen blev det almindeligt, at glassene indfattedes i et hornstel med en »tunge«, som man kunne holde i.
Den ældste brille med to glas menes at hidrøre fra 1300-tallet, - det er slet og ret to hornindfattede seglas, der er samlede med en nitte gennem tungerne. Typen var dog langtfra bekvem og erstattedes efterhånden af bøjlebrillen, hvor glassenes indfatninger forbandtes med en bøjle, der kunne hvile på næseryggen. Indtil 1600-tallet brugte man så at sige udelukkende horn som stel-materiale, men man gik nu mere og mere over til metal stel.
B. med stænger kendes ikke førend godt en snes år ind i 1700-tallet. Stængerne er konstruerede, så de klemmer ind mod hovedet, de har ingen ørebøjler men derimod et par øjer for enderne, så der kan bindes et bånd i dem. I midten af 1700-tallet deles stængerne på midten af et hængsel, så de kan knækkes sammen. Først hundrede år senere fremkommer b. med ørebøjle på stængerne.