kri'dering, tyndt kridtlag brugt som underlag for farver og
forgyldning på træ og sten.
Male- eller forgyldegrund bestående af finslemmet kridt udrørt i vand og opblandet med lim. Kridering påføres i meget tynde lag, får lov at tørre helt mellem hver påføring og poleres så ned til den er glat. Ved finere arbejder må man regne med ca. 40 krideringslag. Sidste lag poleres op til silkeglathed, »forsegles« måske derpå med bolus og poleres på ny.
I middelalderen, hvor de skårne detaljer på skulpturer etc. skulle stå tydelige og med skarpe kanter, lagdes kridering meget tyndt og poleredes særdeles fint ned. Senere bliver kridering gradvis tykkere for i sen barok og rokoko at ligge så svær, at den slører alle skårne detaljer eller udsletter dem helt. Medens den tynde, velpolerede kridering er meget resistent, slår den tykke let fra og flager af.