ligsten, flad, oftest liggende gravsten. Illustration: 1.
højgotisk metalplade. 2. sengotisk stenrelief, 3. renæssancerelief.
Sten lagt til minde om en afdød. I romansk tid er ligsten enten flade, med indridset ornamentik, buede som låget på en bulkiste eller sadeltag-formede som låget på en rygkiste. Disse sten lå på kirkegården. Da det blev almindeligt at begrave folk inde i kirkerne, måtte de to høje typer forsvinde, fordi man faldt over dem, kun sten med indridset ornamentik, gravfliser, blev tilbage. Det vil sige, stormænd og konger fik en sarkofag eIler en tumba stillet over graven. Gravfliserne er oftest af granit, når de er fra romansk tid, i gotikken går man over til i stedet at bruge sandsten, og medens man i tidlig gotik fortsat indridser motivet, bliver det i sengotikken hugget ind i stenen, så relief fremkommer, det bliver stadig højere, og i renæssancen ender det med at være så kraftigt, at stenene må stilles op ad væggen eller indmures deri, fordi det er umuligt at gå på stenene. Samtidig bliver det almindeligt at bemale ligsten - ofte i strålende farver og med anvendelse af såvel forsølvning som forgyldning. Ved høj- og senrenæssancen erstattes ligsten efterhånden af epitafier. Se epitaf-epitafium