ramme

Gotisk ramme med krapper og pinakler. 15. årh.

Allerede de gamle ægyptere kendte til at indramme kunstværker og opbyggede gerne rammekonstruktioner omkring relieffigurer af deres guddomme, ganske som de i senere tid lagde en træramme med mønstret stuk omkring mumieportrætterne. Malede rammer finder man ligeledes som en harmonisk afslutning på billeder fra antikken, bl.a. på romerske vægmalerirammer. Man har tillige haft billeder malet på plader og beregnet til ophængning på væggene, hvilket bl.a. bekræftes af fund gjort i Pompei.

I middelalderen kender man næppe til løse rammer om malede billeder: den plade, som temperamaleriet er at finde på, er hulet ned på midten, så der fremkommer en kant rundt om den. Denne fungerer så som ramme, og den er nødvendig f.eks. på fløj billeder (såsom altertavler til at lukke i), hvor den tager af for stød.

Efterhånden fandt man ud af at dekorere den fremspringende kant med knopper og listeforme, men de var stadig skåret i det samme stykke træ. I anden halvdel af 1300-tallet fandt man dog ud af, at den forskellige godstykkelse fik træet til at arbejde på uheldig måde og kom derfor ind på at male motivet på en løs plade og så opbygge en ramme af lister og sætte om. Dette vil dog ikke sige, at den anden metode straks gik af brug, tværtimod holdt den sig visse steder meget længe, bl.a. inden for ikonmaleriet, hvor man er bundet af bestemte forskrifter for ikonens opbygning.

I gotikken var de fleste malerier af religiøs karakter, og hovedparten af dem havde deres plads i kirkerne, hvor de indgik i altertavleramme Rammen om disse var med spidsbuer, søjler, konsoller, spids gavle og pinaklerammer. Jo længere vi kommer op i gotikken, des yppigere bliver rammer, og ofte udfyldes de foroven af masværk med tre-, fire- og fempas.

Udover disse kunstneriske kraftpræstationer havde man i 1400-tallet også jævnere rammer med ret flad profilering. Ikke sjældent havde sådanne rammer i midten en bred frise, som var bemalet med blomster eller dyr, og både i 14- og 1500-tallet kunne det hænde, at kunstneren benyttede frisen til i ord - skårne eller malede - at give en beskrivelse af værkets karakteramme. Fandt han noget sådant overflødigt, lod han måske i stedet frisen smykke med udskåret bladværk, krideret og forgyldt.

Spansk renæssanceramme med keruber og atlanter. Billedet fremstiller Jomfru Marias trolovelse

Renæssancens mennesker var ikke i tvivl om, at billede og ramme burde være to selvstændige faktorer. Man malede ikke videre på rammer. De mere monumentale eksemplarer står stadig som arkitektur, dog nu naturligvis i renæssancens ånd. Ikke mindst firkantede rammer byder på fortræffelige muligheder for at anbringe f.eks. hermer på de vertikale stykker og kassetteværk, kartoucher samt maskeroner på de horisontale. Allerede i middelalderen havde man arbejdet med runde billeder, det fortsætter man med i renæssancen, men hvor gotikkens runde rammer oftest var glatte, når man ser bort fra de drejede profillister inderst og yderst, udfyldes frisen i renæssancen gerne med bladværk, blomster, frugter etc., og yndede man dem ikke udskårne, kunne de i stedet males, eller man udførte dekorationerne i intarsia.

Maleri af Jomfru Maria med Jesusbarnet og Johannes Døberen. Rund rigt udskåret ramme. Florentz ca. 1500

I bruskbarokken bliver hele konstruktionen mere flydende med bruskværksornamenter, blad værk og vrængmasker, til små andagtsbilleder har man ikke sjældent vist en uhyggelig opfindsomhed ved at skære kranier, timeglas, leer, krydsende knogler etc. som pryd for rammer. I den klassiske barok strammes ornamentikken ind, og f.eks. den hollandske type, som er den fremherskende i Nordeuropa, brillerer med en rigdom af lister, som gør rammer meget dybe. Helst bruges der ibenholt, måske fineres der iblandt på en frise med skildpaddeskjold, og enkelte lister kan fremtræde i guld og sølv for at give helheden mere karakteramme Ottekantede ramme ses ikke sjældent. Det franske løv (se akanthus) vinder dog også indpas på billeder, og en del bliver med rige udskæringer, selvom man for det meste opretholder en streng opdeling i afsnit. Det hænder, at ramme opbygges helt af løvværk, og op under 1700 kommer en del ramme til at minde om faner på de sølvfade, som man dengang yndede, med rige florale opdrivninger. På rammerne erstattes de af udskæringer hvor hund og hare springer mellem bladranker og putti leger blandt blomster og frugter. Ligeså må feltherrens kontrafej vises i en ramme der bærer militære attributter til skue f.eks. hellebarder, hjelme, sværd, kanoner og krudttønder. På hver side af rammen er måske anbragt et muskelpanser, og i midten øverst hans adelige våben.

Regencens rammer er for det meste rolige, de har kraftige hjørne- og centralmarkeringer i form af bladværk eller østersskaller. Der er symmetri i opbygningen, og de forskellige afsnit er markerede, hvilket f.eks. kan være sket ved, at man lader et stå med en let floral dekoration, skåret eller i gesso, medens det næste, der følger efter en smal skilleliste, måske er ru, fordi der er drysset savsmuld i krideringen, inden der forgyldtes. Så kommer inderst på ramme en smallere liste med en bladbort, som yderst på rammen modsvares af en eller to lignende. Undertiden nøjes man i stedet med en svær bladstav, som optager hele rammen's midte og kun giver plads til beskedne lister yderst og inderst.

Ramme med krone, elefantordenens kæde og putti. Danmark, slutningen af 1600-tallet. Portrættet af Chr. V. er nyere

Man sætter pris på både forgyldning og forsølvning i 1700-tallet, og medens nogle ramme står rene med det ene eller det andet, forekommer det på andre blandet.
Før omkring år 1700 har man sjældent gjort synderlig forskel på maleri- og spejlramme, men nu går de hver sin vej. Se spejle.

Rokokoramme til malerier holdes helst inden for det nogenlunde beherskede, der er en vis tendens til udkragende hjørner med rocailler og blomster, og mange rokokorammer er af spinkel opbygning, konstrueret af let krummede stave af rocailleagtig natur lagt i forlængelse af hinanden. Topstykker med rige udskæringer forekommer, men ingenlunde så hyppigt som på spejle. I Frankrig, rokokoens hjemland, arbejder man med bemærkelsesværdigt mådehold, asymmetriske ornamenteringer forekommer uhyre sjældent, og rocailler m.m. er så modererede, at der nærmest er tale om en videreførelse af regencer.

Nyklassicismens ramme er bygget op med antikkens ornamentik, man har dem både runde, ovale og firkantede, sidstnævnte kan eksempelvis være bygget på med et fascesbundt yderst, dernæst en ret bred frise med mæander og endelig en smal inderliste, evt. med perlestavmotiv. Den runde eller ovale ramme er sædvanligvis med en ret bred, neutral frise i midten og diskrete kantlister med kuglestav etc. Hertil kan imidlertid oven på rammen komme et ret vidtløftigt topstykke med båndværk i sløjfer og bladranker og under rammen hænger måske festons. Mere pompøse stykkerer kan hænde udført i den »pompeianske« maner med en bred frise dekoreret med festons og trofæ og med kejserprofiler i hjørnerne.

Empire rammer er ret kraftige og dybe, rige på profileringer og gerne med en akanthus eller palmetbort yderst, derefter et par bredere lister eller friser adskilt af smalle lister med f.eks. kuglestave. Hjørnerne kan være palmet-ornamenter. I senempiren og stilgentagelsesperioden i forrige århundrede, vender man i nogen grad tilbage til renæssancens, barokkens og rokokoens typer, dog gerne i en tungere og mindre interessant udførelse, der forekommer imidlertid også fremragende ramme kunst, som f.eks. en mand som Damborg udførte den. Omkring århundredets slutning, betrækker man ofte rammer med fløjl, driver dem op af metal eller støber dem, dertil har man rammer i den naturalistiske maner, skåret så de tager sig ud som var de opbygget af krydsende grene, hvad de dog sjældent er. Jugend-epokens ramme er ofte interessante med deres stiliserede plante- og dyreformer.

Ramme; tidligst arkitektonisk udformet på sengotiske alterbilleder; efter 1550 i almindelig brug om malerier, afskrånet ind mod billedet, profilerede og farvede; i barok i reglen forgyldte, kraftigt profilerede og med blad- eller muslingeornamentik oprindelig udskåret, senere i gips, i Holland mørke kelede lister; efter 1850 på ny barokprægede forgyldte rammer, i århundredet slutning forsøg med udskårne og malede rammer; efter 1930 ofte umalede glatte trælister, fra 1950 også flade lister på højkant, som løfter billedet ud fra væggen.