- Messeklæder, eller hagel, er ikke en nymodens opfindelse, men en hævdvunden
liturgisk klædning for præster, der går tilbage til oldkirkens tid.
Messehaglerder afspejler kirkeårets forskellige farver,
skyldes ikke gejstelig pyntesyge, men handler om at gå ind i en århundredgammel
tradition.
Rundt om i Danmarks kirker kan man den dag i dag i
sakristiet finde en gammel slidt messehagel i rødt fløjl og med guldkors på
ryggen. En gejstlig hagesmæk, som en vittig modstander af den slags beklædning
engang har kaldt den. Den var i mere end 250 år den gængse liturgiske
beklædning, når præsten stod for alteret, og anvendes endnu i enkelte kirker,
f.eks. på de få helligdage, hvor den liturgiske farve er rød. Fra midten af
1950'erne har der i takt med ønsket om gudstjenestefornyelse været større
opmærksomhed om kirkeårets liturgiske farver, og siden er mange messehagler
blevet skabt i de forskellige liturgiske farver, ligesom messehaglerne har fået
en anden form end den gamle »hagesmæk«.
Der skal nok være dem, der mener, at anvendelse af messehagler i forskellige
farver udelukkende skyldes gejstlig pyntesyge. Messeklæder er dog ikke en
nymodens opfindelse, men en hævdvunden liturgisk klædning for præster, der går
tilbage til oldkirkens tid (jf. artikel: »Klæder skaber præster«). Også de
skiftende liturgiske farver, som anvendes i de kirkelige paramenter (dvs.
kirketekstiler), har baggrund i kirkens tradition. Så når præsten klæder om
under gudstjenesten og ifører sig messehagel i den korrekte liturgiske farve,
er der ikke tale om personlig forfængelighed, men om at gå ind i en tradition, som
har mange hundrede år på bagen.
Oprindelig var den liturgisk farve udelukkende hvid, knyttet til dåbshandlingen
og påskens fest. Påsken var som festen for Jesu opstandelse den første kristne
højtid, der blev fastlagt og fejret, og også dåben foregik oprindelig påskedag
ved daggry. I tilknytning hertil fejrede man søndag, hvor Jesus stod op af
graven, som de kristnes helligdag. »Det var en søndag morgen skøn, vor frelser
stod op af graven« (DS 408 v.7). Senere blev også de øvrige kirkelige fester
som pinse og jul fastsat, og efterhånden også festdage i kirkeåret som Mariæ
bebudelsesdag og Kristi himmelfartsdag. Adventstiden blev en forberedelsestid
til julen, der slutter med helligtrekongers-dag, der indleder
helligtrekongerstiden. Fasten blev forberedelsestid til påsken, der sluttede
med Kristi himmelfart. Tiden efter pinse og frem til advent benævnes
trinitatistiden og indeholder et skiftende antal søndage, alt efter hvornår på
året påsken og pinsen falder.
Omkring år 1200 opstillede pave Innocens III bestemte regler for anvendelsen af
farver i Roms kirker, og disse bestemmelser blev gennem de følgende århundreder
udbredt som den almindelige regel i de vesterlandske kirker (jf. »Højmessen i
Den Danske Folkekirke. En liturgisk håndbog«, Forlaget Anis 1999 s. 180-181).
Det er på den baggrund, man taler om kirkeårets liturgiske farver, der er hvid,
rød, grøn og violet.
Den hvide farve er som renhedens, lysets og glædens farve også festens farve og
anvendes derfor til de såkaldte Kristusfester som juledag, de to påskedage,
Mariæ bebudelsesdag, Kristi himmelfartsdag samt skærtorsdag. Endvidere er den
hvide farve også knyttet til juletiden (undtagen Skt. Stefans dag/anden
juledag) og påsketiden (undtagen bededag) samt allehelgensdag, hvor dog også
den røde farve kan anvendes. I stedet for hvid kan dog også den gyldne farve
anvendes.
Den røde farve er både åndens, ildens og blodets farve og
anvendes derfor ved pinsens gudstjenester (jf. Apostlenes Gerninger 2,1-4) samt
Sankt Stefans dag, bedre kendt som anden juledag. Stefanus var som bekendt den
første kristne martyr, der blev stenet for sin tros skyld (jf. Apostlenes
Gerninger 7,54-60).
Den grønne farve er håbets og vækstens farve og anvendes i
helligtrekongerstiden og trinitatistiden, hvor evangelieteksterne henholdsvis
handler om Jesu barndom og opvækst samt om at vokse i troen, sådan som det
udtrykkes i salmelinierne: »Lad Jesu ager grønnes smukt, lad ordet bringe
troens frugt« (DS 391 v.1).
Den violette farve udtrykker bod og anger og anvendes i adventstiden (anden,
tredje og fjerde søndag i advent), i fastetiden til og med skærtorsdag samt
langfredag. Enkelte steder har man dog en særlig sort messehagel til brug
langfredag, men ellers er det sædvane, at præsten den dag kun bærer sin sorte
embedsdragt.
De liturgiske farver kan ud over til messehagler også anvendes til andre
kirkelige tekstiler som alterduge, antependier og nedhæng fra prædikestolen.
Mange kirker har i de seneste årtier anskaffet hele samlinger af kirketekstiler
i kirkeårets farver, så kirkeårets gudstjenester også på den måde får farve til
glæde for øjet og til støtte for kirkeårets skiftende karakter.
messehagel, (af messe og oldnordisk hokull, kappe) kulørt
kappe over præstens messeskjorte.