Romerske denarer. 1. Republikken, C. Minucius Augunnus 135
f.Kr.; 2. Pupienus (april-juli 128 e.Kr.); 3· Tiberius (14-37)·
A): Det romerske riges hovedsølvmønt, opstået i
republiktiden kort før 211 f.Kr. sammen med victoriaten. Denaren var 10 as værd
og bar derfor værdiangivelsen X. Den vejede oprindelig 1/72 romersk pund
(ca·4,5 g) eller 4 scripula. Denne vægt forringedes til ca. 4 g (1/84 romersk
pund). Men eftersom aes grave hele tiden blev lettere, ændredes værdiforholdet
mellem as og denar ca. 133 f.Kr. fra 1:10 til 1:16. Tallet XVI optræder nu på
mønterne og senere X=16. Der kendes også en halv denar ved navn quinar med værdi
tegn V (=5). Ved Neros reform i 63 e.Kr. kom den til at veje 1/96 romersk pund
eller ca. 3,4 g. Nero nedsatte sølvindholdet fra ca. 95% til ca. 82%, og under
Marcus Aurelius (161-180) kom sølvindholdet helt ned på ca. 75%. Under
Septimius Severus (193-211) var sølvindholdet sunket til kun ca. 50%, og
denaren havde reelt udspillet sin rolle. År 214 indførte Caracalla en ny og
bedre sølvmønt - en dobbeltdenar ved navn antoninian efter M. Aurelius
Antoninus, der var Caracallas navn. De sidste denarer er præget i 240-erne, men
navnet levede videre i Europas møntvæsen.
B): Betegnelse for middelalderens sølvpenning, der havde
vægten ca. 1,4 g, og hvoraf der gik 240 stykker på det karolingiske pund. Disse
denarer var af så rent sølv, som det i datiden var muligt at fremstille. Efter
karolingertiden bibeholdt de omkringliggende lande denaren (pfenningen), men
den faldt snart i vægt i Holland, Flandern, Friesland og Tyskland. Man prægede
nu et bestemt antal pr mark, der var en vægtenhed. I Speier blev præget 266
pfennige af en mark på ca. 231 g.
De vejede 0,95 g og var af sølv med finheden 0.900. I det
13. århundrede sank både vægten og finheden, og enkelte steder gik det så galt,
at vægten kom helt ned på 0,35 g. Den franske denar denier, den italienske
denar denaro, den spanske denar dinero, den portugisiske denar dinheiro, den
engelske denar penny og den skandinaviske denar penning.
.
.