Portugisisk guldmønt første gang udmøntet af Pedro I (1357-1367).
En efterligning af den franske ecu d'or, og med samme motiv med en konge
siddende i en gotisk tronstol, på bagsiden et kors i et firpas. Møntens vægt
var 4,6 g med finhed 0.9895. Fernando I (1367-1383) prægede en dobra pe-terra
(dublon) som efterligning af Charles V's (1364-1384) franc a pied fra 1365 med
en stående konge under en tronhimmel. På den portugisiske mønt er dog placeret
et våbenskjold ved kongens venstre fod. Desuden er præget »dobra gentil" i
forskellige størrelser.
I nyere tid er møntenheden brugt om en portugisisk guldmønt
præget under Joao V (1706-1755). Bortset fra en prøvemønt 1717 er den præget
regelmæssig 1722-1732. Den mønt vejede 28,6875 g med en finvægt på 26,2969 g og
var et 8 escudo stykke eller 12800 reis. Der fandtes også dobra de 16 escudos
(dobbelt dobra) og dobra de 24 escudos (3-dobbelt dobra). De mindre værdier var
dobra de 4 escudos, som også hed peca, samt en dobra de 2 escudos, som var ½
peca. De to sidste blev præget til 1835 og 1831. Dobra (8 escudo) var efter
1722 sat til 12800 reis, men revalueredes 1826 til 15.000 reis og igen i 1847
til 16.000 reis.
..