Solidus (Solidi)

Romerriget, Gratian (367-383): Solidus.

Solidus (flertal: Solidi). Senromersk guldmønt indført i begyndelsen af Constantin d. Stores (307-37) regeringstid i stedet for aureus. Solidus vejede 1/72 pund (4,548 g) og havde et guldindhold på 98%. Mønten blev først præget 309 i Trier og senere i den østlige del af riget, da Licinius I blev overvundet 324 i Thessalonike. Sidste gang, der sloges solidi i det vestromerske rige, var under Romulus Augustus (475-76).

Udmøntningerne fortsatte i det østromerske rige, og solidus blev hovedmønten i det byzantinske rige, indtil mønten under Nichephorus II (963-69) blev erstattet af histamenon nomisma. Underafdelinger af S. er semissis (½ S.) og tremissis (⅓ S.), som har været forbilleder for guldmønter præget af østgoter, longobarder, burgundere, vestgoter og merovinger.

Under Justinian I (527-65) optrådte for første gang solidi, der er lettere end de normale S. = 24 siliquae. Disse benævnes letvægts solidi og findes præget svarende til fra 20 til 23 siliquae. Der er ikke tale om forfalskninger fra statens side, idet disse lettere mønter var mærket, f.eks. OB XX=20 siliquae. Mange fund af disse letvægts solidi er gjort i tilstødende lande, hvilket viser at byzantinerne har brugt dem i deres udlandshandel.

Andre mener, at letvægts solidi er præget i sammenhæng med vægtsvingningerne af follis'en under Justinian i 538 og 542. Der optræder også multipla af solidus. Disse er extremt sjældne og har mere karakter af medaljoner. Solidus møntens efterfølgere blev til sidst til en sølvmønt. Den middelalderlige S. – se schilling.