Barnets Lykkeskilling. Dansk lykkeskilling, som blev til på
foranledning af julemærkets ophavsmand, postmester Holbøll i 1912. Den er
præget til fordel for de blinde, og på forsiden er et portræt af dronning Alexandrine,
som nærede en stor interesse for blindesagen. Odd-Fellow ordenen fik overdraget
salget efter "Danmarks Blinde", men det overgik i 1923 til »Danske
mødres julegave til forældreløse børn«, der også havde tilknytning til Odd-Fellow
ordenen.
Først lod man kordegne- og klokkerkontorerne distribuere
disse lykkemønter, men uden større succes, hvorefter man igen lod jordemødrene
stå for udbredelsen. Holbølls ide blev i øvrigt eksporteret til Sverige, hvor
en lignende lykkeskilling var meget populær. Med lykkeskillingen fulgte også et
papkarton, på hvilket man kunne læse, hvad pengene gik til, og samtidig fik de
nybagte forældre udleveret »Vejledning i den første pleje«.
Lykkeskillingen er præget på Den kgl. Mønt med stempler af
medaljør Andreas Hansen. I 1960 overgik salget til Dansk Blindesamfund, som
stoppede det i 1972. Barnets Lykkeskilling findes i to udgaver - med og uden
hul.
Lit: NNUM 1941 s. 138; Frederiksborg Amts Avis 17/8-1985; NR
1989 s.25-26; NNUM 1991 s.·107-108, 1992 s.27 + 160- 161.
..