Logo

Mark (penge)

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

 

Oprindelsen til ordet er uklar. Man har ment, at det oprindelig var en betegnelse for marker (vidtstrakte områder), derefter tegn og mærker, der af øvrigheden var angivet ved fastlæggelse af grænser mellem landsdele, og dernæst at det var en af øvrigheden fastsat (stemplet eller mærket) vægt, hvorefter ordet til sidst betegnede selve pengestykket. Dermed er også sagt, at ordet har flere betydninger med en vis indbyrdes sammenhæng. Ordet er antagelig nordisk, kom til England omkring 880 og har derefter i 1000-tallet bredt sig ud over Europa som betegnelse for vægt og regnemønt.

 

1: jordvurderingsenhed (Markland inddeltes i øresland, ørtugland og penningland).

 

2: Vægtmark.

 

3: Regneenhed.

 

4: Mønt.

 

Jordvurderingsenheden, der er inddelt i samme enheder som vægtmarken, har kun en begrænset numismatisk interesse. Vægtmarken er en vægt for ædelmetal og mønter. De ældste nordiske angivelser ses på en runesten fra 1000-tallets begyndelse. Her står der, at en mand har »30 mark indestående hos Erik«. En mark som vægtenhed synes i vikingetidens Norden at have ligget mellem ca. 190-210 g. I Middelalderen synes den at være steget en smule. Fra 1200-tallet vinder den kølnske mark (230-233 g) frem.

 

Den kendes bl.a. fra Danmark i 1282, fra Sverige 1278 og i Norge fra 1305. I løbet af 1400-tallet fortrængte kølnermarken de andre tyske markvægte, og 1524 blev det i rigsmøntordningen fastslået, at kølnermarken skulle anvendes som grundvægt for ædelmetal og mønter. I Preussen fastlagdes den 1816 til 233,855 g.

 

Af andre vigtige markvægte kan nævnes: Pariser troymark = 244,753 g. Tower mark = 233,275 g. Wiener mark = 280,668 g og den hollandske mark = 246,083 g. I Danmark var 1 (vægt) mark = 16 lod = 64 qvint = 256 ort = 4352 es=32768 grains = 65536 richtpfennigtheil.

 

Betegnelsen mark penge (mark penningar) har oprindelig betydet en sum af vikingetidens sølvmønter (der stort set var af rent sølv), som vejede en mark. Dermed var forholdet mellem mark sølv og mark penge som 1:1, men efterhånden som sølvindholdet faldt i mønterne, ændredes forholdet mellem mark sølv (194,4 g rent sølv) og mark penge. I Danmark var forholdet år 1180 som 1:3, i Sverige 1291 som 1:3 og i Norge i begyndelsen af 1200-tallet som 1:2.

 

Dette forhold blev dog endnu større henimod slutningen af middelalderen. I Danmark var 1 mark=8 øre= 24 ørtuger=(et vist antal penninge, f.eks. 240). Under Erik af Pommern brød man i 1397 med det gamle møntsystem og gik over til lybsk regning, hvilket vil sige, at 1 kølner mark=16 skilling=192 penninge. Det var kun penningen, der i begyndelsen blev udmøntet. Marken var og blev en regnemønt. Som mønt er marken første gang udmøntet 1506 i Hamburg og Lübeck.

 

I Danmark fulgte Fr.1. hurtigt efter med sin husummark fra 1514, og i Sverige tilkom marken under Gustav Vasa 1535 i form af en forfalsket mønt i Chr.3.'s navn. Først året efter, i 1536, kom de »rent svenske«, markmønter. I Danmark anvendtes mønten helt op til Chr.9., idet den i slutningen af anvendelsesperioden benævntes: 16 skilling. (Offermark). 1871 indførtes guldmøntfod i Tyskland, og hovedmøntenheden mark fik sit navn efter Hamburg og Lübecks mark. 1 mark = 100 pfennig. Da var marken en sølvmønt på 5,55 g med finhed 0.900. 1924-1927 var vægten 5,00 g med en sølvfinhed på 0.500, og fra 1933 blev det en kobbernikkelmønt.

 

 

Efter Tysklands adskillelse efter 2. verdenskrig kom Østtysklands møntenhed til at hedde mark og Vesttysklands markmønt benævntes DM (Deutsche Mark). Efter sammenslutningen i 1990 anvendes kun DM.

 

Lit: KL 11 sp.420-441; Jean Forien de Rochesnard: Dictionnaire Pondereal. Vol.2 s.6-12; L.E. Fauerholdt Jensen: Mark sølv, Mark penninge - Mark korn. Mønt, mål og vægt i Danmark 1000-1340, Odense 1990.

 


..

 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (3 stemmer)
Siden er blevet set 1.893 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Har du prøvet Kviz.dk?
Effektiv reklame - klik her