Bidsel, renæssance (Tøjhusmuseet).
De redskaber, som lægges i hestens mund for at man kan styre den ved kørsel og ridt. Det kan være med trensebid eller stangbid. Ved det første er biddet gerne bevægeligt på midten gennem et hængsel, og for hver ende har det en ring til tøjlerne.
Stangbiddet har gerne ubevægeligt mundstykke, hvortil der i hver ende er fastgjort en stang. Foroven har hver stang en øsken, der har forbindelse med hovedtøjet. Forneden er der en anden øsken til stangtøjlerne. Der forekommer mangfoldige variationer af b., og i renæssance og barok blev de ofte pragtfuldt udført, undertiden med både forgyldte og forsølvede partier. Ligeledes ses fra den tid ofte fornemme jernskærerier i b.