Tysk flaske af pærefacon og med opstukket bund. Grønligt waldglas. Ca. 1500.
Har været kendt siden oldtiden. Først betjente man sig af naturvoksede beholdere, f.eks. kalabasser, siden fremstillede man selv beholderne af bark, flettede plantefibre, ler, metal eller glas.
En almindelig vinf. består af korpus, som foroven via en skulder går over i halsen, der igen øverst er styrket af en rigle, der tillige tjener som mundstykke. Forneden begrænses korpus af bunden, der på gamle f. kan være med standrand og flad eller opstukket, så der fremkommer et helt lille »bjerg« i f. Et ararat eller et kinnekulla, som svenskerne kalder det.
Cylindrisk flaske med meget høj opstikning i bunden. Tyskland 1500-tallet
F. fra middelalder og renæssance er for det meste meget tynde i godset og af pæreform, cylindriske eller bugede og indsnævrende i en lang trang hals. Hertil kommer de fladtrykte pilgrimsf. (se feltflaske). I barokken har man ofte brugt f. med næsten kugleformet korpus og lang trang hals. Efter formen har de fået navnet skaft og kugle. I slutningen af 1600-tallet kryber halsen på nogle af disse f. og bliver ganske kort. Det bliver da vanskeligt at få tag om f., hvis kuglerunde korpus derfor forsynes med et par vertikale rigler.
Barokken byder tillige på firkantede f. (se kantine flaske), cylindriske eller mangekantede f. samt eksemplarer, hvor halsen går skævt op fra korpus. Dette havde sin betydning, når der var bundfald i vinen, og man skulle skænke uden at få det med. I forrige århundrede er man stort set gået over til de typer, som stadig bruges. Bouteille er egentlig blot det franske ord for f. I de skandinaviske lande betegnede det imidlertid den frihåndsblæste f. af grønt eller brunt glas, hvorimod en formblæst af hvidtglas kaldtes f. I England og Amerika har man formblæst f. siden 1700-tallet. I Skandinavien gik man først over hertil omkring 1825.
Svensk flaske fra Sophiendal glasværk. Anden halvdel af 1700-tallet. Dens kugleformige korpus har segl samt sideribber -rigeler
Grænsen mellem f. og dunk er ikke skarp, man kan dog i almindelighed sige, at hvis beholderen er større end en f. normalt er, er af et andet materiale end glas og har en anden facon, kan der være tale om en dunk.
Skruelågsflaske af sølv, Franz Kessler, München 1664-1714 (ABR)
Til opbevaring af vin i hjem og kirke havde man skruelågs flasker af tin eller sølv, ofte i smuk forarbejdning. - Se også karaffel og standflaske.