Karafler, Schlesien. Ametysifarvet glas. 18. årh. første halvdel (ABR).
(decanter er engelsk). Man har kendt k. siden den sene middelalder. De er omhældningsflasker og brugtes, når der serveredes vin. Det var ikke absolut nødvendigt, at k. var af glas, man kender fra renæssancen pryddunke af rhinsk stentøj og senere fajancedunke, der er blevet betegnet som k.
Et par kuvertkarafler. Tyske. men antagelig slebet i Danmark med Fr. IV's spejlmonogram 1720-30 (AB R)
Tidlige k. fra Murano kan være af chalcedonglas, som imiterede stenen af samme navn. Man har også emaillebemalede eksemplarer i farvet eller klart glas. I Frankrig lavede man også emaillebemalede k., og de tyske kuttrolfflasker (se angster) med den ejendommelige vredne hals, er egentlig også k.
Da k. i 1600-tallet opnår almindelig udbredelse, er idealet klart, farveløst glas, som det imidlertid ofte lå lidt tungt med at nå frem til. Man kunne slibe mønstre af forskellig art i dem, monogrammer, ranker, adelsvåben m.m. Efterhånden som klart glas blev mere almindeligt, gik man i nogen grad tilbage til farvede produkter, f.eks. i Venezia, England og Norge var man glad for k. af blåt eller grønligt glas, hvori hvide strenge skruer sig op. Også såkaldt optisk glas og flasker med påsmeltede rigler var yndede som k. I nyklassicistisk tid var facetslibninger meget på mode, også de festlige rudeslebne harlekinmønstre samt diamantslebne meget svære k. af blykrystal gjorde sig gældende. - De sidste ikke mindst i England.
Ziratflasker med påsmeltede rigler og optiske dekoreringer. Hurdal eller Nøstetangen. Anden halvdel af 18. årh. (ABR).
I forrige århundrede genopblomstrede overfangs-teknikken, og k. med rødt, blåt eller grønt overfang og gennem slibninger i mønstre hørte bl.a. til de böhmiske specialiteter.
Medens k. til vin har en ret trang hals undertiden tragtformet udvidende foroven, har vandkaraflerne altid en vid hals, og et tilhørende drikkeglas kan hænges på og fungere som låg.
Helst måtte vink. have glasprop, og for at passe ordentligt blev den indslebet. Desværre havde selv indslebne propper en vis tilbøjelighed til at brænde fast, og derfor valgte man undertiden i stedet en prop af kork eller træ med en knop af metal - gerne tin eller sølv.