Middelalderens turneringer

I årene fra ca. 1100 til 1300 var turneringer en af adelens foretrukne forlystelser. Kampdagene tiltrak mængder af tilskuere. Festklædte konger, biskopper og adelige sad i fine loger og overværede turneringen.
En turnering var både den tids store sportsbegivenhed og en kampøvelse, hvor den dødelige leg pludselig kunne blive blodig alvor. Ridderne kæmpede enten sammen i hold eller mand mod mand. Selvom kampene foregik med våben, der var mindre farlige end dem, der blev brugt i krig, så krævede en turnering ofte dødsofre. De pragtfuldt klædte herrer og damer på tilskuerpladserne elskede turneringerne, fordi de her mødte noget af det, som de mente var vigtigst i livet: adelens stolthed, ridderliv, tapperhed og skønhed, prægtige heste. Alt rummede det ridderånden med dens begreber om ære og sand (høvisk) kærlighed.
Kong Edward III af England var en stor kriger, der elskede turneringer. Sammen med sin ældste søn deltog han i flere turneringer forklædt som ridder. Edward III ødslede mange penge bort på heste, smukke klæder, turneringstelte, mad og drikke og løn til tjenere. Ved en turnering brugte han 317 £ (mod 15 til daglig).
Rigtig krig var grusom og ingen leg. Både rustninger og forstærkede ringbrynjer kunne gennembores af skarpe pilespidser, der trængte ind i kødet. Lemmer kunI1e blive hugget af og maven flået op af lanser og sværd. Riddere blev dræbt i fald fra hesten. Fodfolksoldater blev trampet til døde af hestehove. Fanger blev brutalt myrdet, med mindre de var rige og kunne betale løsepenge.