Middelalderens landsbymarked

Alle så frem til den dag, hvor landsbyen holdt marked. Det skete normalt en eller to gange om året. Så kom folk fra hele lokalområdet til den åbne plads uden for borgens port. Også lommetyve og småforbrydere.fandt vej til markedet. Pa markedspladsen opslog omrejsende købmænd deres telte og boder. Her var trængsel af tungtlæssede bissekræmmere, som kom vandrende langvejs fra. Fra nogle boder bredte sig en herlig duft
af nybagte pier, krydret vin og ingefærbrød. Men det var ikke altid, at duftene kunne fortrænge den skarpe lugt, der bredte sig fra bunker af nygarvede huder, fra utætte tønder med fisk eller fra stakke af billige talglys.
For de fleste af landsbyens indbyggere var markedet den eneste mulighed for at købe varer andre steder fra. Måske havde de brug for fint uldklæde, som var vævet i England eller Flandern. Eller for bløde skindhandsker og sko lavet af de dygtige læderhåndværkere i Spanien. Unge mænd kiggede længselsfuldt på de flot dekorerede sværd og knive fra Tyskland. Kvinderne beundrede de smukke silke- og brokade stoffer fra Kina og Italien. Men i de fleste tilfælde var det kun borgherren og hans frue, som havde råd til at købe dyre ting.
Det kostede ikke meget at nyde al den underholdning, der var på markedet. Musikanter, gøglere, akrobater og dresserede dyr optrådte, blot de fik nogle småmønter. Og så gav markedet mulighed for at høre de sidste nyheder og rygter og at møde venner og bekendte.
Næsten som idag.