Døre - ændring fra hængslet dør til skydedør
Hvis det kan lade sig gøre, kan man spare plads ved at ændre en hængslet dør til en skydedør.
Man kan anvende den bestående dør, men det vil involvere en masse arbejde i stil med det, der skal udføres i forbindelse med ændringer af dørophæng (udfyldning af fordybningerne til hængsler og falle, samt hullerne til håndtagene), så det kan være en bedre løsning at købe en lidt bredere letvægtsdør, der dækker døråbningen helt.
Lyskontakter
Hvis lyskontakten sidder uden for rummet, og den nye skydedør vil komme til at dække den, når den er åben, er det nødvendigt at flytte kontakten ind i rummet eller over på den anden side af døren. For en elektriker er det en simpel opgave at flytte kontakten ind i rummet, hvis den ganske enkelt skal flyttes om på den anden side af væggen; hvis kontakten derimod skal flyttes over på den anden side af døren, er det nødvendigt at trække flere ledninger.
Ved begge metoder har man valget mellem at fylde hullet efter den gamle kontakt ud, eller ganske enkelt anbringe en dækplade over det.
1. Efter at døren er taget ud af dørindfatningen, ridses der med en hobbykniv langs med samlingen mellem gerigten og dørstoppet, således at malingen gennembrydes. Fjern dørstoppet ved hjælp af et gammelt stemmejern; og fjern derefter gerigten ved at lirke den af dørindfatningen med stemmejernet.
2. Skær nogle træstykker til, så de passer ind i fordybningerne til hængslerne. Lim og søm disse stykker på plads med panelstifter, og slå deres hoveder ned med en dyknagel. Når limen er tør, høvles træet plant med dørindfatningens overflade, og der påføres et lag grunder.
3. Fyld mellemrum mellem væg og dørindfatning med gipsspartelmasse. Lad det tørre. Fastgør lister af 75 mm træ - af samme tykkelse som fodpanelet - på hver side af dørindfatningen med ovale søm. Derefter gøres endnu en liste fast langs dørindfatningens overside; denne liste skal være af samme længde som skydedørens løbeskinne.
4. Stil døren sikkert på siden og anbring dørens ophæng i hver. side på dørens overkant, idet producentens anvisninger følges. Skru dem fast. Hæv døren 6 mm op på trækiler og hold den ind imod dørindfatningen, således at løbeskinnens placering kan fastslås og markeres med blyant.
5. Skru den venstre side af løbeskinnen fast på oversiden af dørindfatningen. Anbring et vaterpas oven på skinnen for at tilpasse den i vandret stilling, marker placeringen af de øvrige skruehuller; bor for og skru skinnen fast. Påsæt løbeskinnens glidedel.
6. Hæng døren op på løbeskinnen; først fastgøres den ene ende, så den anden. Stram møtrikkerne oven på skruerne, så døren fastgøres til glidedelen og hænger vandret. Derefter fastgøres dørstoppet og styreskinnen på gulvet i overensstemmelse med producentens anvisninger.
7. Hvis der ikke medfølger en dækskinne, kan man selv lave en af nåletræ og løvtræ eller krydsfiner. Dækskinnen fastgøres ved at lade den hvile på løbeskinnen, hvorefter der bores huller gennem løbeskinnen ovenfra eller nedefra ind i dækskinnen, der derefter skrues fast.
8. Sæt et håndtag i på hver side af døren. Man kan bruge håndtag, der sidder på dørens overflade; disse skrues gennem døren. Vælg deres placering, og bor for til hullerne, inden de skrues fast. Ved glatte døre kan man lave blindhuller i døren ved hjælp af en hulsav til en elektrisk boremaskine, hvorefter der anbringes håndtag inde i fordybningerne.
Brugernes vurdering
4,5
(
2
stemmer)
Siden er blevet set 4.415 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Du er nu logget ind og siden er tilføjet til din Samling
Der er allerede en bruger med det brugernavn.