Lofter - tapetsering af lofter
Der findes to grunde til at tapetsere et loft. Den første er, at man foretrækker et mønster eller en struktur frem for den flade virkning, der skabes af et lag maling på glat gips. Den anden er, at man ønsker at skjule en måske ikke helt perfekt loftsflade, der både kan være ujævn og lide under talrige fine revner.
Man kan i teorien anvende enhver form for tapet på lofter, men i praksis er det dog få, der bruger mønstret tapet (især kraftigt mønstret), idet man så ville skulle udskifte tapetet med jævne mellemrum for at tilpasse sig skiftende stilarter eller en ændret smag - og det er ikke noget morsomt arbejde at tage tapet ned af et loft.
At tapetsere et loft er ikke så vanskeligt, som det måske først kan synes. Da lofter har meget få forhindringer i sammenligning med vægge, er de faktisk nemmere at arbejde på end vægge, når man først har vænnet sig til at arbejde over hovedhøjde.
Inden arbejdet begyndes
Den vigtigste forberedelse angår opgaven med at etablere en god arbejdsplatform, så man kan nå loftet på ordentlig vis og bevæge sig rundt i rummet efterhånden, som arbejdet skrider frem. Man kan leje forskellige former for udstyr, hvoraf et bukkestillads nok er den bedste løsning. Hvilken løsning man end vælger, skal den være let at flytte, således at man kan sætte baner op over hele rummet.
Tag loftsbelysningen ned, idet strømmen slås fra på kontakten eller i sikringsskabet. Forberedelserne afsluttes med at give loftet et lag limvand, hvis det ikke har været malet før.
Det kan være klodset og besværligt arbejde at holde tapetet, samtidig med at det sættes op på loftet. Man har her to muligheder: Man kan enten få en hjælper til at holde tapetets folder, mens man sætter det op, eller man kan bruge en rulle tapet - der stadig er beskyttet af sin emballage til at understøtte det foldede tapet over sig, mens man arbejder.
1. Det er lettere at tapetsere loftet på tværs af rummet end på langs. Brug en blyant og et målebånd eller en kridtsnor til at markere en vejledende streg på tværs af loftet; stregen skal være parallel med væggen og en anelse tættere på væggen end tapetets bredde.
2. Smør tapetklister på tapetet, fold det sammen som en harmonika og bær det hen til udgangspunktet. Understøt folderne (eller få en hjælper til at gøre det) mens banens ende placeres mellem loft og væg og langs med den vejledende streg. Skub tapetet ind i hjørnet ved hjælp af tapetbørsten.
3. Glat resten af banen på plads. Derefter løsnes tapetet og skæres til i de to ender og på den lange led, ganske som med tapet på væggen; de tilpassede kanter glattes på plads igen. Eventuelt overskydende tapetklister tørres væk, mens det er vådt ved hjælp af en fugtig klud.
4. De efterfølgende baner sættes op på samme måde, idet de stødes op til hinanden og et eventuelt mønster eller relief nøje tilpasses hen over banerne. Medmindre der er tale om prægede tapeter, anvendes der en tapetsømrulle langs med samlingerne for at sikre, at tapetet hæfter godt til loftet.
5. Ved lysinstallationer laves der et hul i tapetet med spidsen af saksen, hvorefter der laves slidser fra midten og ud til kanten af installationen (det kan være lettest at bruge en lille saks). Tilpas flapperne omkring installationen og skær dem til, således at de ligger glat op ad den. Eventuelt overskydende klister tørres væk med en fugtig klud.
6. Ved fremspring lader man tapetet hænge ned ad væggen og skærer op til loftet. Det overskydende tapet skæres af, hvorefter det glattes og tilpasses vinklen mellem loft og væg. Arbejdet på loftet afsluttes ved at skære den sidste bane til i bredden inden opsætning, idet der dog lægges 50 mm til bredden, således at tapetet kan tilpasses ved væggen.
Tapetsering af skrå lofter
Hvis man ønsker at tapetesere et rum med skråvægge, har man to muligheder. Den første er at skabe en kunstig overgang midt på væggen eller i hovedhøjde ved at sætte en dekorativ bort op, hvorefter der tapeteseres under den og og males over den.
Den anden mulighed er at vælge et tapet med et diskret og vilkårligt mønster og tapetesere hele rummet med det. Tegn en vejledende streg langs loftets midte, og sæt de enkelte baner op derfra og ned langs hver loft.
Begynd med det skrå loft; skær slidser, hvor tapetet støder op i et hjørne. Når loftet er tapeteseret, sættes der tapet op på væggene, og det skæres til.
Brugernes vurdering
5,0
(
4
stemmer)
Siden er blevet set 5.202 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Du er nu logget ind og siden er tilføjet til din Samling
Der er allerede en bruger med det brugernavn.