Nicolai Abildgaard (1772), malet af Jens
Juel
Dansk maler, tillige arkitekt og møbelkunstner. Han
arbejdede inden for dette felt med strenge klassicistiske linjer og en enkel
formgivning. Har bl.a. ny-formgivet det græske kvindesæde - klismos.
Nicolai Abraham Abildgaard (født 11. september 1743 i København,
død 4. juni 1809 på "Spurveskjul" ved Frederiksdal) var dansk maler, arkitekt,
møbenarkitekt og professor. Han var søn af videnskabsmanden Søren Abildgaard og
broder til dyrlægen P.C. Abildgaard. Abildgaard var ven med betydelige
kunstnere som Jens Juel og Johan Tobias Sergel.
Hans sommervilla Spurveskjul ved Frederiksdal og flere af
hans møbler eksisterer i dag.
Abildgaard udsmykkede Christian VIII's Palæ på Amalienborg,
som blev ført tilbage til den originale farvesætning ved en indvendig
restaurering 1993-1996.
Efter at være blevet malersvend arbejdede han som medhjælper
under Mandelberg, samtidig med at han gennemgik uddannelse på Kunstakademiet,
hvis mindre guldmedalje han vandt 1765 og 1766; den store tilkendtes ham 1767
for "David salves af Samuel", men der gik 5 år før, at han opnåede
det rejsestipendium, som han ellers havde måttet forvente efter guldmedaljen.
Han drog til Rom, hvor han blev i 5 år, hvor han var optaget dels af
selvstændig produktion, dels og fornemmelig af at kopiere klassiske ornamenter
for akademiet, af studier efter renæssancens mestre og af at studere arkitektur
og arkæologi. De ældre kunstnere, han med størst iver og udbytte dyrkede, var Rafael,
Michelangelo, Tizian og Caracci’erne. Af de vist nok ikke synderlig mange
originalarbejder, han udførte i Rom, blev kun eet særlig betydeligt og
almindelig kendt: "Filoktet på Lemnos" (eller Den sårede
Filoktet). Stærkt påvirket, som det er, i formen af Michelangelo, i farven af
Tizian, er det dog et værk, der vidner om en dyb, personlig opfattelse af det
tragiske emne og en eminent dygtighed, ikke mindre i farvegivningen end i den
grandiose linjeføring. Billedet blev, da det kom til København, modtaget med
overordentlig anerkendelse og gav anledning til, at Abildgaard blev udset til
professor ved akademiet. Kort efter sin hjemkomst blev han medlem af dette, og
et par måneder senere overtog han professoratet, der forenedes med stillingen
som kongelig historiemaler med en årlig løn af 200 daler courant, en sum, der
kort efter forhøjedes til det dobbelte; senere steg hans faste indtægt
betydelig.
Malerier til Christiansborg
Den første store bestilling, Abildgaard derefter fik, lød på
en række malerier til Christiansborg, fremstillinger med motiver fra de
oldenborg’ske kongers levned eller allegoriske hentydninger dertil samt en del
symbolsk-ornamentale arbejder. Størstedelen af disse blev færdige i løbet af
omtrent 14 år men gik til grunde ved slotsbranden 1794, så de kendes nu
fortrinsvis efter skitserne, der nu hænger på Kunstmuseet som vidnesbyrd om
Abildgaards sans for klar og rytmisk komposition men helt savner egenskaber,
der kan vække stemning eller interessere som udslag af varme for emnerne og for
de fremstillede personer.
Abildgaard blev hårdt ramt, da de værker, han selv regnede
for sit livs betydeligste gerning, gik op i luer sammen med slottet i 1794. I
de følgende 5 år malede han så godt som intet.
Andre malerier
En ganske anden forestilling om Abildgaards betydning får
man af de mindre omfangsrige billeder, han malede samtidig med dekorationerne
til slottet. Højest iblandt dem har sikkert hans "Sokrates i
henrykkelse" raget op, men desværre kendes det nu kun af Clemens’ kobberstik,
der viser os en komposition, bygget op af store og skønne linjer og rummende en
lige så stærk som ædel følelse. Et andet maleri med ualmindelig bredde og
energi var "Ossian synger til sit harpespil", i hvilket der råder en
vældig naturstemning, som intet andet værk af Abildgaard ejer noget tilsvarende
til. Fra samme tid, 1789, er de skitsemæssigt udførte billeder lavet som
grundlag for Clemens’ stik til Jens Baggesens danske oversættelse af Ludvig
Holbergs Niels Klims underjordiske Rejse, ganske blottede for lune, men friske
i udførelsen og af ikke ringe farveskønhed.
Ægteskaberne
I 1781 giftede Abildgaard sig, men tre år efter forlod hans
hustru ham for at ægte en anden. Dette slag forvandt han dog vist ret hurtigt.
I 1799 forelskede han sig igen i en ung kvinde og vaktes derved til ny
kunstnerisk virksomhed; først 1803 giftede han sig igen, men da forelå allerede
ikke få af hans mest bemærkelsesværdige billeder færdige således de fire store,
han malede over motiver fra Terents’ komedie "Pigen fra Andros". Uden
tvivl har de deres største værd som oplysende illustrationer til tidens
opfattelse af livet i en oldtidsby, men derudover er de dog også interessante
som eksempler på kunstnerens overlegne tekniske dygtighed.
Endnu højere står to billeder med scener fra Apulejus’
fortælling om æslet. I dem begge er opbygningen, den måde, hvorpå figurerne
fylder rummet, og linjernes sammenspil udslag af stor kunstnerisk formåen, og
aldrig er mesteren i henseende til farvens blødhed og lyskraft kommet sine
forbilleder så nær som i disse arbejder, der også ved bevægelsernes
udtryksfulde og storstilede skønhed og ved talende fysiognomi vel kan siges at
overgå alt, hvad han ellers har ydet. Nærmest disse værker står i rang det
større billede "Papirius og hans moder".
Klismos
af mahogny med intarsia, formgivet af N. A. Abildgaard.
Andre kunstværker
I samme periode af sit liv virkede Abildgaard også som
arkitekt. Hans hovedværk på dette område er vel nok tegningen til Frihedsstøtten,
som stod færdig i 1797, men også det smukke hus, Nytorv nr 5, samt Apistemplet i
Frederiksberg Have skyldes ham. Et og andet modellerede han, og med sine
møbeltegninger fx til Klismosstolen sikrede han sig navn som den første danske
kunstner, der har gjort noget for kunsthåndværkets udvikling.
Abildgaards møbelkunst fra omkring 1800 er med sine klassicistiske linjer nærmest tidløs.
Mahognisekretær tegnet af Abildgaard, ca. 1800
Kunstakademiet
En stor del af sin kraft viede Abildgaard gerningen
ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, ved hvilket han virkede som medlem.
Han blev professor og dets direktør i 1778, i 1779-1791 og 1801-1809: energisk,
myndig og egenrådig, men klog, retfærdig og uden smålighed, villig til at
støtte yngre talenter. Han støttede således blandt andre Thorvaldsen i dennes
vanskelige ungdomsår.
Antikvitetshåndbog, samlerobjekter, historie, info,
reparation, restaurering, mønter, gamle huse, leksikon, stilarter, fagudtryk - Alt
er samlet her i antikABC.dk
.
........................................................................................................................