Akantus - tornet plante, hvis brede, tungede blade er karakteristiske for ornamentikken på de korintiske kapitæler. Se
.
Akantus: det væsentligste bladornament, antagelig opbygget
med akantus spinosus som forbillede. Den dyrkedes allerede i oldtiden som
prydplante i Sydeuropa, hvor den stadig er almindelig. Akantus-ornamentet
dukker op i tiden mellem 500 og 400 f.Kr.
I oldtidens Grækenland og Rom blev akantus et meget anvendt
ornament, men det behandledes aldrig ganske naturalistisk. Den romerske akantus
var mere svulmende og blødere i formerne end den lidt "tørre" græske.
På den romerske akantus ligger bladene tilmed ofte så tæt, at stængel er
udeladt. Den ornamentale akantus har gerne et ganske andet forløb end den
naturlige. Det var således almindeligt, at man opbyggede slyngede ranker med akantus-blade.
De egnede sig fortrinligt til friser og til at dække flader. Til dette formål
kunne man lade akantus-ranker skyde op blandt store fodblade fra en kurv eller
vase og så lade dem brede sig ud over fladen.
Ornamentet bevarer sin betydning helt op i 1900-tallet, og
det præger barokken i den grad, at den del af den, der falder mellem ca. 1660
og 1700 undertiden benævnes akantus barok. I den tidlige barok udvikles i
Frankrig det såkaldt franske løv: Det består af rigt svungne, fligede blade,
der ofte synes også at have nogen forbindelse med vinløv. Imellem bladene, der
breder sig ud i en fyldig, men alligevel let ornamentik, ses morgenfruelignende
blomster. Det er imidlertid ikke usædvanligt, at der fra en blomst opvokser en
nøgen menneskeoverkrop.
Det franske løv anvendes i England, Tyskland,
Nederlandene og Skandinavien, men det udformes her noget tungere, og der fremvokser
ofte solsikkeblomster, tulipanhoveder, roser og narcisser af samme stængel, som
bærer akantus-bladene. Selv drueklaser forekommer, og det er ikke ualmindeligt,
at der optræder putti og fugle mellem bladene.
Især i Norge får akantus-rankerne stor betydning inden for
folkekunsten, hvor "rankeskæringer" hører til den almindeligste
ornamentik langt op i 1800-tallet. Billedskærere med dette speciale kaldtes
rankesnidere.
Også inden for metalarbejder og malede dekorationer har akantus
spillet en væsentlig rolle. I regencen suppleredes akantus ofte med
båndornamenter, klokkeblomst-ornamenter og festons. Man kalder undertiden denne
retning for båndakantus. I rokokoen bruges de meget fligede, krusede blade
stadig, men det er efterhånden vanskeligt at genfinde nogen egentlig akantus-karakter
deri. I klassicismen afklares ornamentets former atter efter forbilleder fra
antikken.
Korinthisk kapitæl med akantusblade.
I arkitekturen i antikken og renæssancen var akantus (latin
Acanthus) et almindeligt bladornament. Formen blev udviklet ud fra væksten
blødakantus (Acanthus mollis), som har tykke, fligede blade.
I den græske kunst blev væksten optaget som ornamenter
omkring 400 f.Kr. og blev omdannet til det formodentlig mest varige ornamentale
element som kunsthistorien har haft kendskab til. Det blev anvendt i kapitælen
i to af de klassiske kolonneordner, den korinthiske og kompositae. Den
fortrængte lotusblomst som var et vigtigt ornamentalt element i egyptisk kunst,
og i den romerske kunst var der blevet forvandlet til en lette genkendelige,
abstraherede motiver som, med sin tilpasningsevne, kunne antage forskellige
former afhængig af den arkitektoniske sammenhæng.
Akantusbladet kommer tilbage som motiver i løbet af mere end
2.000 år i middelalderens, renaissancens og 1800-tallet kunst. Det er særligt
almindeligt i skulptur, træ udskæringer og friser.
Antikvitetshåndbog, samlerobjekter, historie, info,
reparation, restaurering, mønter, gamle huse,
leksikon,
stilarter, fagudtryk - Alt er samlet
her i antikABC.dk
........................................................................................................................