Ved justering al marco menes, at man ikke justerede den enkelte mønt, men blot var tilfreds, hvis et bestemt antal mønter vejede en fastsat vægt (i middelalderen kunne der f.eks. gå 240 pennige på en vægtmark). Dette blev fortrinsvis anvendt ved mindre mønter, der blev udmøntet i stor mængde, og hvor det var for dyrt at justere den enkelte blanket eller færdige mønt. De enkelte mønter behøver altså ikke at veje helt det samme, idet man regner med en gennemsnitsvægt. De al marco justerede mønter havde dog ofte den fejl, at de vægtigste blev udvippet med en såkaldt seiger og forsvandt fra omløbet, hvorved de tilbageblevne mønters gennemsnitlige vægt og dermed indre værdi blev forringet. For at hindre dette forsøgte man at forbyde folk at besidde en seiger, men det har nok været for nemt at omgå dette forbud. Remediet ved justering al marco bestemtes af hvor mange, henholdsvis hvor få mønter, der skulle veje en given vægtmængde.
Se også Al pezzo.
..