bygningskonstruktion af tømmer, der fortrinsvis er tappet sammen i et system af stolper, løsholter, fodrem og gremltoprem. Bindingsværk kan være udmuret med mursten, lersten, lerklining på et fletværk af vidjer (tynde grene) eller bræddebeklædt.
Bindingsværk
Bindingsværk var den almindeligste byggemåde i Danmark fra
senmiddelalderen og fremefter.Bindingsværk er smidigt og fleksibelt at arbejde
med, og man kan nemt tilføje ekstra rum til sit hus.Et bindingsværkshus er et
skelet af træ. Skelettet bærer husets tag og holder sammen på husets vægge.I egne
med gode skove var skelettets stolper og bjælker gerne af en god og kraftig
kvalitet- og man brugte meget tømmer til husene.I træfattige egne som f.eks.
Vestjylland var bindingsværket ofte spinkelt og kroget - og man sparede på
træet.
Lerklining
I skelettets åbne vægfelter lavede man et fletværk af mindre
træstolper og kviste. Så klaskede man vådt ler på fletværket og lod det tørre. Tavlene
blev glattede. Til slut blev de kalkede. På Sjælland kalkede man "over
stok og sten" - dvs. hele væggen, både stolper og tavl, blev kalket hvide.
I Østjylland og På Fyn gav man ofte stolperne en farve, f.eks. rød eller sort. Tavlene
fik en anden farve, f.eks. hvid eller gul.
Udmuring af
bindingsværk
I løbet af 1700-tallet og 1800-tallet fandt man på at
fylde tavlene med lersten i stedet for fletværk. Lerstenene kunne være af
soltørret ler eller solide, brændte mursten. Stenene var mere holdbare end
lertavlene, som nemt fik vandskader ved heftige regnskyl. Man brugte også, hvad
der var ved hånden. I nogle huse fyldte beboerne tavlene med strandsten,
granitskærver eller andet tilgængeligt materiale. Udmuring af bindingsværk blev
tit gjort lidt efter lidt eller i forbindelse med andre reparationer eller udvidelser
på gården.