3
lysekrone:
1. gotisk med profilringe, 2. renæssance 3. barok-lysekrone
med balusterformede led og kugledekorationer.
Jødisk lysekrone af messing med 16 slangeformede arme. Beg. af 18. årh.
Af metaller (malm, bronze, tin, messing) kendes fra romansk tid, men blev først almindelige i renæssancen og barokken i kirkerne, dernæst hos fyrsterne og endelig i borgerskabet i den stadig brugte form med arme på en holder eller et skaft. Senere stilperioder fremstillede dem også i krystal (prismer); særlig udsøgte eksemplarer kommer fra England, Polen, Sverige og Rusland.
Den tidlige middelalders lysekrone var jernringe hvorpå var fastsmedet lysetorne og drypskåle. Undertiden består kronen af totre ringe, hvoraf den nederste som regel er bredest. De er forbundet med kæder eller stænger. I enkelte tilfælde prydes ringene af gennembrydninger og pånittede ornamenter, f.eks. rosetter, som kan være malede.
I gotikken kommer andre kronetyper til, ældst er »kapelkronen«, dens centralkonstruktion er opbygget af lodrette tremmer, der foroven går over i en spirkonstruktion. Bag tremmerne, der kan være udformet som søjler, ses ofte en helgenfigur eller en Madonna med Barnet. Forneden har kapelkronen et understykke ofte af form som et løvehoved holdende en ring i munden. Fra kapellets bundstykke udgår lysarmene, de er for det meste udhuggede i plader og ret smalle, men også sværere smedede eller støbte arme forekommer. Armene udsmykkes undertiden forneden med en række kløverblads-ornamenter etc., og foroven kan der udgå fialer fra dem. Tornene erstattes nu gerne af piber, de er høje, slanke og har udskæring i siden, så lysestumpen let kan presses ud. De sidder ofte fæstnet til lysearmen og drypskålen med en bøjle i stedet for med en tap. Drypskålen har gerne på undersiden en kant med gennemhuggede prydelser, gerne så der fremstår en frise med stærkt stiliserede blade. På den måde kommer hele pibe-drypskål-lysarm konstruktionen til at minde om en visnende blomst. Materialet er praktisk taget altid messing, kun enkelte kapelkroner af smedejern kendes.
Senere i gotikken bliver stammekronen den almindeligste. Her er kapellet erstattet af en profileret midterstamme med skarpe profilringe. Undertiden erstattes løvehovedet forneden nu af en neutral drejet knop, medens der i stedet foroven på kronen kan anbringes en løvefigur eller en helgenfigur. Bortset fra disse ændringer beholder kronen de øvrige træk.
En meget speciel kronetype, som især kendes fra Frankrig og Tyskland, består af en Madonna - eller helgenoverkrop udskåret af træ. Forneden går den over i et par bagudrettede kronhjortetakker, hvori er fastgjort nogle lysetorne med drypskåle.
I renæssancen er det stadig stammekronerne, der dominerer. Stammen bliver nu balusterformet, armene er moderat S-svungne og der er gerne et profilled på midten. De er nu altid støbte, og ved overgangen til stammen kan der være krigerhoveder etc. Drypskålene mister bladværkskanten forneden, og piberne udskæringen i siden. Den næsten cylindriske eller facetterede form viger for en vasefacon. Løvehovedet forneden på stammen findes stadig på en del kroner, og ringen, som det bider om, bliver stærkere ornamenteret. Også drueklaser og mere neutrale knopper er almindelige afslutninger. Som topfigur bliver flakt ørn almindelig.
I barokken svulmer den nederste del af stammen op til en stor kugle, lysarmene bliver kraftigere svungne, og de forsynes måske med fialer. Ikke sjældent er der lys arme i to eller tre niveauer. Fra armene kan undertiden udgå kugle- eller pæreformede prydelser, og foruden lysearmene, kan der være prydarme med fialer, blomsterornamenter etc. Lysepiberne får et kugleled på midten eller forneden, og drypskålene kan være runde eller evt. udformede som muslingeskaller. På bruskbarokkens kroner, er stammekuglen undertiden med godroneringer. Løven forsvinder nu som bundmotiv, den erstattes af en neutral drejet knop eller af en roset.
Ofte kaldes messingkronerne kirkekroner, selvom de langtfra alle har været beregnede til kirkebrug. Rokokoen byder ikke på store fornyelser inden for typen bortset fra, at der kan optræde reflektorspejle med rocailleramme, ligesom man nu jævnligt igen udhugger eller udsaver armene af plader. Lysepiberne bliver atter smalle. I klassicismen får nogle kroner stammen udformet som en lågvase eller et par stillet oven på hinanden.
Man træffer ligeledes på bur-kroner, hvor stellet helt mangler stamme, eller hvor denne er meget beskeden. I stedet bæres lysarmene af en bøjlekonstruktion, der kan minde om et bur. Burkronerne er almindelige i såvel barok som senere og de får en stor betydning i forbindelsen krystalkroner.
Prismekrone med stel afforgyldtjern og prismer af bjergkrystal. Frankrig, første halvdel af 18. årh. (ABR).
Krystallysekronen udvikles af den venetianske glaslysekrone, som optræder i barokken. Den er en stammekrone, og stammen er indesluttet i kugler, balustre etc. af glas. På stammen sidder et par skåle eller flere, de er af forgyldt messing og undertiden omsluttes den indre skål af en ydre glasskål. Fra skålene udgår dels arme til prydornamenter, dels til lys. De er gerne tov snoede og af glas. Der er sjældent metalkerne i dem. Lysepiber og dryp skåle er for det meste ligeledes af glas, dog har enkelte venetianske kroner metalpiber. Glasset er gerne mælket og spiller i sarte grønlige, blålige og violette toner, det kan være isprængt hvide nister og spætter samt evt. gyldne partikler. Fra armene kan opgå pinakler, og prydarmene er måske med glasblomster og mellem dem kan gå glaslænker. Fra lænkerne kan nedhænge forskellige pustede småfigurer med forskellige farver og f.eks. med optiske mønstre. Der forekommer også kroner med naturalistiske glasblomster eller pousserede porcelænsblomster. De venetianske kroner beholder deres popularitet og laves den dag i dag.
Allerede i renæssancen forekom det, at man ophængte stykker af slebet bjergkrystal eller ametyst på en lysekrone, hvor de reflekterede lyset smukt. I barokken behængtes såvel stamme- som burkroner undertiden med slebne krystaller. Det viste sig, at man med held kunne kombinere de slebne krystaller med den venetianske glaskrone, og fra ædelstene gik man efterhånden over til i stedet at bruge slebet glas. De ældste glaskroner har flade glasplader ophængt, de er klare, blå og evt. violette, og de kan i midten have en slebet stjerne, ligesom de buede kanter er slebne. Senere bliver prismerne mangekantede, men som endefigurer bruges ofte kugle eller pæreformede uslebne stykker, og nogle af barokkens kroner ender med en stor ophængt hul glaskugle med olivslibninger.
Prismekroner findes både som stammeog som burkroner. Ikke sjældent er de en kombination af de to. Stammekronerne har ofte glas arme i den venetianske maner - gerne udgående fra skåle - medens der på burkronerne gerne ses metalarme. Stellet kan være forgyldt bronze eller messing, men af hensyn til styrken har man undertiden i stedet valgt forgyldt jern.
Klassicismen byder igen på ringkroner, og her hænger der prismerader fra et topstykke eller en øvre ring til den nedre ring. For det meste har man dog valgt desuden at stabilisere konstruktionen lidt ved at tilføje en let midterstang. Nogle af disse kroner har ganske tynde buede arme, som er behængt med prismer. Det hele kan minde om et springvand, og den slags kroner kaldes da ofte fontænekroner. I begyndelsen af forrige århundrede blev det almindeligt at lukke den nederste ring med en farvet glasplade - gerne blå, sjældnere rød. I midten - der hvor centralstangen er fæstnet, dækkes der med en gylden bronzeroset. Lidt senere igen antager kronen posefacon og benævnes posekrone. Disse kroner brillerer med deres utallige prismer. På senere eksemplarer er der gerne sparet mere på prismerne.
I begyndelsen af forrige århundrede ses tillige kroner med et buet bundskjold, de kan være både med og uden prismer, og skjoldet kan være af glas eller af et uigennemsigtigt materiale.
Endelig bør nævnes trælysekronerne, som var meget populære. Der er næppe bevaret ret mange renæssancekroner af træ, men nogle eksemplarer fra barok og rokoko forekommer. Der er gerne tale om stammekroner, og træet kan være udskåret og forgyldt eller bemalet.