pa'nel (fra latin pannus, et stykke tøj) vægbeklædning på
nederste del af væg.
Topliste til vægpanel
Panelstykke med barolifyldinger, vase- og blomstermaleri samt inskription
I antikken brugte man undertiden at beklæde vægflader med marmorplader for at forskønne dem, i middelalderen var det mere en isolerende træbeklædning, der var aktuel; man lagde brædder ved siden af hinanden eller klinkbyggede et bræddelag, hvilket vil sige, at man lod det ene bræt gå et lille stykke ud over kanten på det næste. Det viste sig at være mest praktisk at stille brædderne lodret. Disse klinkbyggede p. kan gåfra gulv til loft, men er oftere trekvarthøje og afsluttes øverst af en såkaldt dækliste, der kan være udvidet til en hylde, hvorpå drikkekrus m.m. kunne finde plads.
I tidlig gotisk tid er paneler for det meste med høje, undertiden ret smalle fyldinger, som leder tanken hen på de lodret stillede brædder, i sig selv er fyldingerne enkle, og foroven udarter rammeværket omkring dem i spidsbuet masværk af mere eller mindre rig natur. Mange af disse gotiske paneler har sikkert oprindelig været bemalet - man får mistanke herom ved at betragte nogle delvis bevarede gotiske rum i Tyskland, hvor paneler er umalet, men hvor dets linjer videreføres på en ikke paneleret vægflade med kalkmalerier, der altså fordeler sig på rammeværk og egentligt motiv.
Det er uhyre vanskeligt at afstikke faste baner for paneler's udvikling, det er blevet behandlet forskelligt fra tid til tid og fra egn til egn, man kan dog sige, at i Tyskland holdes der i et vist omfang fast ved høje, ret smalle paneler, fyldinger gennem gotikken og den tidlige renæssance, hvorimod man i England og Frankrig viser større interesse for at arbejde med mindre fyldinger over hinanden, og ikke sjældent afstår fra en spidsbuet afslutning.
Mange gotiske paneler går fra gulv til loft, og dominerer ganske rummet, der er bygget bænke ud fra dem, og i dem er der indbygget skabe og alkover, så løse møbler bortset fra bord og måske enkelte stole og kister, stort set har været overflødige. I sen-gotikken udfyldes panel fyldingerne i udstrakt grad med foldeværksornamentik.
Renæssancens paneler kan være halvhøje, trekvarthøje eller gå helt til loftet, ofte er de opbygget rent arkitektonisk med en sokkel nederst, så en række fyldinger; som måske er kranset af et rektangulært rammeværk, eller hvor rammeværket er udformet som triumfbue og måske øverst afsluttes som en græsk tempelgavl. Er paneler ikke helhøjt fyldes konstruktionen gerne ud, så der øverst kan lægges en dækliste eller dækhylde.
Lakerede paneler med kineserier fra Gammel Estrup (Nationalmuseet).
Det er dog ingenlunde udelukkende højfyldings-paneler man arbejder med i renæssancen, lige så ofte overskæres fyldingerne til mindre felter - firkantede eller som triumfbuer. I øvrigt er det ikke sjældent, at man opdeler småfelterne i storfelter, som flankeres af en halvsøjle, pilaster eller herme. Det var ikke ualmindeligt at fyldingerne var malede. Intarsia forekommer ligeledes i senrenæssancen.
Barok paneler har man med såvel små som store felter og medens nogle fyldinger kan være med »ører«, er andre med forkrøpninger eller oktogonalt listeværk. F.eks. i Nordtyskland sværmer man meget for intarsia - skaktavlede borter og en stjerne i midten af fyldingen. Ikke mindst i træfattige egne er man tilbøjelig til at lade paneler stå ubemalede, ellers sværmer man i barok og rokoko nok så meget for bemalede paneler, og i rokokoen kan man mange steder opvise smukke panelmalerier med rocailler og grotesker.
Listeværket kan være med rocailler, muslingeornamenter, blade, gennembrydninger etc., og vil ofte være forgyldte. Bortset fra salspaneler som gerne går fra gulv til loft, har man mange steder paneler i brysthøjde, og ikke sjældent med mere stilfærdig ornamentering, også vinduesnicherne får gerne deres del af panel med. I klassicismen har man stadig nogle steder paneler med udsmykninger i tidens ånd.
Renæssancestue fra gård i Aalborg. Den er overalt dækket af udskårne og profilerede paneler af egetræ (Nationalmuseet).
I begyndelsen af 1800-tallet taber man undtagen på landet - interessen for paneler, men den vender tilbage med stilarter som nygotik, nyrenæssance og nybarok.
Panel med døre fra salon i et nu nedrevet hus på Rahbecksallé 1780 til 1790 (Kunstindustrimuseet).