Middelalderkriger

Vi forestiller os normalt den typiske middelalderkriger som en frygtløs og stolt ridder i kamp mod en angribende fjende. Ridderen til hest var fodfolk-soldaten langt overlegen. Fra sin "sikre" plads på hesteryggen kunne ridderen nedkæmpe de soldater, der angreb alene. Han havde mulighed for at bevæge sig hurtigere, og han havde vægt og styrke bag sig. Ridderen var bedre beskyttet og bedre uddannet end den almindelige soldat.
Men en samlet styrke af bueskytter og spydbevæbnede krigere udgjorde en dødelig fare for ridderen til hest. Selv riddere og heste i rustning og panser var forsvarsløse ffigd den regn af pile, som lange rækker af bueskytter kunne afskyde fra deres skjul på borgens skytte gang. Pile kunne såre eller dræbe riddere, før de overhovedet nåede at komme i kamp. Ofte måtte de stige af hesten og kæmpe til fods sammen med soldaterne. Under Hundredårskrigen (ca. 1340-1453) vandt de engelske bueskytter store sejre ved Crecy, Poitiers og Agincourt.
Armbrøsten blev udbredt i Europa i 1000- og 1100tallet. Den var så dødbringende, at to paver fordømte den som et "ukristeligt våben" og forbød dens brug. En armbrøst skød med tunge pile, der kunne gå gennem en pansret rustning fra 50 meters afstand. Dens eneste svaghed var, at det tog lang tid at lade den. Af den grund blev armbrøste mest brugt i forbindelse med borgkampe, hvor skytterne kunne stå i skjul bag de befæstede mure, mens de gjorde armbrøsten klar til kamp igen.
Soldater håbede på at blive hurtigt rige ved at plyndre fjendens ejendom.
I et skrift fra 1300-tallet hævder krønikeskriveren Jean Froissart: "Der er kun få kvinder, der ikke ejer noget, som er plyndret i fremmede lande: tøj, pelse, sengeklæder, spisebestik, duge og linned, skåle af træ og sølv, alt dette findes nu i hvert et engelsk hjem."