Borgene og lokalsamfundet

Borgen var som regel den største bygning i miles omkreds. Ofte var den opført på et svært tilgængeligt og ensomt sted, men selv hvis den lå i udkanten af en by, omgav dens ringmur e hele samfundet. Måske lige med undtagelse af den nyopførte katedral. Borgen var et symbol på sikkerhed for alle, der boede i nærheden.
Af den grund opstod der mange nye byer og landsbyer, som søgte borgens beskyttelse. Den slags nybyggersamfund fik normalt støtte fra borgherren. De voksne indbyggere betød nemlig arbejdskraft til hans marker, og børnene var uundværlige som tjenestedrenge og -piger på borgen.
Til gengæld for tilladelsen til at opbygge en ny landsby, måtte indbyggerne udføre deltidsarbejde uden løn på borgens marker, og de skulle betale afgifter af deres afgrøder eller produktion. Borgherren forlangte, at de skulle bruge hans mølle, når deres korn skulle males til mel. Og det måtte de naturligvis betale for. Desuden opkrævede han afgifter af alle varer, der blev solgt på det lokale marked. Det var almindeligt, at indbyggerne i en landsby var tvunget til at hjælpe til med at vedligeholde ringmurene.
Til trods for alle de afgifter og skatter, som det kunne være svært for de fattige indbyggere at betale, så voksede og udviklede landsbyerne sig og blev til rigtige byer. Hvis fjendtlige tropper var på plyndringstogt, var en stærk borg i nærheden byens bedste garanti for beskyttelse og forsvar. Det var heller ikke ualmindeligt, at borgens tilstedeværelse afskrækkede fjender fra at plyndre og angribe.

Landsbyens huse var omgivet af de opdyrkede marker. Normalt var det borgherren, der ejede jorden. De fleste folk i landsbyen var fæstebønder, der betalte afgifter til borgherren for at leje jorden. Kontrakten med borgen tvang samtidig bønderne til at udføre gratis arbejde for borgherren. I nærheden af landsbyen var der også uopdyrkede områder med græs til får og køer og mulighed for at høste hø.

Ligger landsbyen ved en flodbred, er der anløbsbroer, hvor skibe kan losse og laste. Og der er et toldsted, hvor borgherrens embedsmænd opkræver told.

De fleste huse i landsbyen havde kun et rum. Her arbejdede, boede og spiste familien. I 1300-tallet fik nogle af de største huse tilføjet første sal, hvor der blev indrettet sovekammer. Husets opvarmning kom fra et åbent ildsted i stuen. Vinduerne var uden glas, men med skodder, som kunne åbnes og lukkes. Gulvet var lerstampet. Der var kun få møbler: halmmadrasser, en bænk, nogle skamler og måske et skab til opbevaring af familiens ejendele.
En typisk landsby havde en kirke, en vind- eller vandmølle, en brønd og en lille plads, der blev kaldt stævnet. På stævnet legede børnene, her blev holdt møder, og det var her småforbrydere blev straffet.
I områder, hvor det var let at skaffe sten, var husene bygget af sten. Ellers var de af bindingsværk med lerklinede vægge. Leret blev blandet med strå og hestehår for at gøre væggene stærkere. Tagene var normalt tækket med strå.